31-årig fængslet i sag om tre hjemmerøverier mod ældre mennesker

En mand fra Odense er fængslet i fire uger sigtet for hjemmerøverier i Odense.

En 31-årig mand fra Odense blev torsdag formiddag varetægtsfængslet i fire uger. 

Manden er sigtet for tre hjemmerøverier begået i perioden 30. marts til 13. maj. Han er desuden sigtet for vidnetrusler og seksuelt overgreb.

Fælles for de tre hjemmerøverier er, at de alle er begået mod ældre mennesker.

Tog smykker og taske

Således er manden sigtet for at have udsat en 92-årige kvinde for røveri natten til torsdag den 30. marts. Her blev den 92-årige vækket i sit hjem i Slåenhaven i det nordøstlige Odense, hvor i alt tre mænd stak af med hendes smykkeskrin og taske.

Bundet og truet

Manden er også siget for et hjemmerøveri begået mod et ældre ægtepar på 79 år og 83 år på Biskorupvej i det nordøstlige Odense.

Ægteparret blev tidligt om morgenen onsdag den 12. april bundet til to køkkenstole og truet til at udlevere dankort og koder. Gerningsmanden forsvandt fra stedet i parrets bil.

Bortført i egen bil

Det sidste hjemmerøveri, den 31-årige er sigtet for, blev begået natten til lørdag den 13. maj, hvor en hjemmerøver truede sig ind i en 83-årig kvindes hjem på Thomas Overskous Vej i Odense C. 

Her blev den 83-årige bortført i sin egen bil, efter gerningsmanden havde brugt hendes hævekort i en automat i Tarup.

Dansk med accent

Udover at alle tre hjemmerøverier er begået mod ældre mennesker, så deltog der en til tre personer i røverierne. Og ved alle tre røverier har gerningsmændene opført sig truende på grænsen til det voldelige.

Desuden er det konstateret, at alle tre røvere talte dansk med accent.

Oversigt

    Oversigt