I det fynske folks tjeneste

Bulldogs lever - endnu

Med en sejr på 2 - 1 over Gentofte har Odense Bulldogs stadig chancen for at vinde semifinalen i isligaen; men det kræver tre sejre mere.

Efter tre nederlag til Gentofte var tirsdag aftens kamp i Gentofte en skæbnekamp for Odense Bulldogs.

Semifinalen spilles nemlig bedst af syv kampe, så kravet var sejr til fynboerne - ellers var sæsonen slut.

Lidt mere end syv minutter skulle der til, før Dale Mitchell åbnede scoringen i Gentofte og bragte Odense Bulldogs foran.

Nerverne kom dog igen uden på de fynske ishockeydragter, da Gentoftes Christian Hee Foss udlignede godt fire minutter senere.

Anden periode så ud til at blive uden mål, men afgørelsen faldt to et halvt minut før perioden sluttede på et mål af Odenses Henrik Nielsen.

 Gentofte spillede i powerplay i godt 30 sekunder i det sidste minut, men Odense holdt stand i den hektiske slutfase.

Det gjorde ingen forskel, at Gentofte skiftede målmanden,  Teemu Seppänen, ud med en markspiller de sidste 30 sekunder.

Dermed står der 1 - 3 til Odense Bulldogs, som bevarer håbet om en finaleplads, omend det kræver, at de vinder de tre næste kampe, der alle er matchbolde for Gentofte.

Næste kamp spilles i Odense fredag.

Læs også Efter tre nederlag på stribe: Bulldogs balancerer på kanten af katastrofen