I det fynske folks tjeneste

Carl Holst: Det er godt at politiet har vendt hver en sten

Carl Holst: - Det vigtigste ved sagen er ikke, hvad den har haft af omkostninger for mig.

Folketingsmedlem Carl Holst (V) ser fremad, efter statsadvokat ikke rejser sag mod ham som regionsrådsformand.

Folketingsmedlem Carl Holst (V) glæder sig over, at statsadvokaten ikke rejser straffesag mod ham for mandatsvig som formand for Region Syddanmark.

- Det er jeg personligt - sammen med min familie - meget lettet og glad for. Men jeg er også glad for, at politi og anklagemyndighed har brugt så lang tid på at få vendt hver en sten, siger Carl Holst til Ritzau.

- Så jeg også har deres ord for, at der ikke var noget strafferetligt forkert i den måde, jeg reagerede på som regionsrådsformand.

Læs også Regionspolitikere: Carl Holst risikerer krav om erstatning

Rigsadvokaten rejser ikke straffesag om stillingsmisbrug og mandatsvig mod Carl Holst.

Det oplyser statsadvokat Jens Røn fra Rigsadvokaten i en pressemeddelelse.

- Efterforskningen har påvist, at personer ansat i regionen ganske vist har udført kampagnearbejde for Carl Holst, der vedrørte hans opstilling til Folketinget.

- Men der er ikke grundlag for at rejse en straffesag mod den tidligere regionsrådsformand, siger statsadvokat Jens Røn.

Afgørelsen træffes efter halvandet års efterforskning. 31 personer er afhørt, og 8200 mails er analyseret. Carl Holst blev i november 2015 politianmeldt af Region Syddanmark.

Statsforvaltningen oplyste, at hans spindoktor ulovligt hjalp med Carl Holsts valgkamp til Folketinget i 2015.

Spørgsmål: - Din tidligere pressemedarbejder i regionen arbejdede for, at du kom i Folketinget?

- Jeg er tilfreds med, at de understreger, at det, han var ansat til, var et job, han passede. At han gjorde noget ved siden af sit arbejde, er både han og andre fri til at kunne gøre, siger Carl Holst.

Han måtte gå som forsvarsminister blandt andet på grund af sagen.

- Det vigtigste ved sagen er ikke, hvad den har haft af omkostninger for mig. Det vigtigste er, at jeg nu har anklagemyndighedens ord for, at der ikke skete noget, der berettiger til en straffesag, siger Carl Holst.

Fakta: Carl Holsts sager fra Region Syddanmark

Fortiden fra Region Syddanmark kostede Carl Holst en nutid som forsvarsminister. Læs her hvorfor.

I 2015 blev Carl Holst (V) forsvarsminister. Han sad i 93 dage. Med sig ind i ministerkontoret havde han sager fra sin tidligere post som regionsrådsformand i Region Syddanmark.

Sagerne var med til at lægge et pres på ministeren, der til sidst måtte trække sig.

Her er en oversigt over de sager fra Region Syddanmark, som i sidste ende var med til at koste Carl Holst jobbet som forsvarsminister.
  • Carl Holst fik som aftrådt regionsrådsformand et eftervederlag, selv om han samtidig fik ministerløn. Holst nægtede først at afstå pengene, men efter pres gav han sig og afstod det delvist.
  • Regionsrådsmedlemmer i Region Syddanmark gik til pressen med en mistanke om, at regionens kommunikationsansatte Christian Ingemann Nielsen brugte sin arbejdstid som personlig assistent for Carl Holst i valgkampen til Folketingsvalget.
  • Flere medier kunne berette om eksempler. Jyllands-Posten havde set flere læserbreve, som var oprettet af Christian Ingemann Nielsen, og som er blevet sendt til diverse medier fra Carl Holsts kampagne-e-mail.
  • Radio24syv afslørede en e-mail, hvor Christian Ingemann Nielsen svarer en journalist under valgkampen for at aftale omstændigheder vedrørende et interview med Carl Holst.
  • Carl Holst afviste anklagen, men en undersøgelse viste, at assistenten havde sendt hundredvis af mails som led i Holts valgkamp.
  • Carl Holst afviste under hele forløbet, at det skulle være tilfældet.
  • 31. marts 2017 meddeler Rigsadvokaten, at det ikke er muligt at rejse en sag mod Carl Holst for mandatsvig og stillingsmisbrug. Samtidig dropper Region Syddanmark at føre en erstatningssag mod Carl Holst.
Kilde: Ritzau

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.