I det fynske folks tjeneste

Danske Medier efter medieudspil: TV 2/Fyn skal stoppe med skrevet indhold

Kulturminister Mette Bock (LA) havde naturligt pressens fulde bevågenhed, da hun torsdag præsenterede regeringens udspil til et nyt medieforlig. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Interesseorganisationen Danske Mediers chef Ebbe Dal og TV 2/Fyns direktør Esben Seerup har to vidt forskellige holdninger til, hvordan medierne skal agere i forhold til de digitale muligheder.

Står det til interesseorganisationen Danske Medier vil den type nyhedsformidling, som du netop her læser dø med VLAK-regeringens medieudspil (se fakta under artiklen).

Danske Mediers administrerende direktør Ebbe Dal siger i en kommentar på Danske Mediers hjemmeside, at organisationen har "særligt fokus på public service-kontrakterne for DR og TV 2-regionerne, så de statslige medier stopper med at lave indhold, der allerede bliver produceret af de private".

Overfor TV 2/Fyn uddyber Ebbe Dal udtalelsen og mener, at hvis man som læser klikker ind på nærværende hjemmeside, så behøver man ikke gå ind på de private mediers hjemmesider:

Læs også Regeringen vil spare på TV 2/Fyn: Uacceptabelt, svarer landdistrikterne

- DR og TV 2-regionerne skal holde sig fra at lave skrevent indhold. Man gør det kun i kraft af internettets muligheder. Havde det været i gamle dage, havde man ikke overvejet at lave avis.

Tasterne væk fra betalingsindhold

Ebbe Dal understreger, at han ikke kender alle hjemmesider i detaljer, men trækker Danmarks Radios nyhedsdækning på internettet frem som eksempel: 

- Dr.dk laver avis-lignende indhold. Det er en duplikering af noget som laves af de private medier, og som der skal tages penge for.

Tiden skrues tilbage

Direktør for TV 2/Fyn, Esben Seerup, mener ikke, at Ebbe Dal i sin argumentation er helt på omdrejningshøjde med mediernes udvikling. Han siger, at TV 2/Fyn " absolut ingen planer har om at stoppe med hverken tekst, video, grafik, billeder eller andre journalistiske virkemidler":

- Fynboerne skal kunne se vores historier og indhold, når de vil - og på de platforme, der passer dem. I 2018 er alle medier digitale. Det bliver forstærket de kommende år, og det er absurd at forsøge at skrue skrue tiden tilbage til 1990’erne og andre, gode gamle dage.

- På TV 2/Fyn fokuserer vi på fremtiden. Ikke fortiden, siger Esben Seerup.

Læs også Thulesen Dahl er imod besparelser på TV 2/Fyn

OVERBLIK: HER ER REGERINGENS MEDIEUDSPIL

Her er et overblik over udspillet, der har fået navnet "Nye medier, nye vaner, nye tider", og som tænkes gældende i perioden 2019 til 2023:
  • Regeringen vil sælge 40 procent af TV2.
  • TV2-regionerne skal spare to procent om året de kommende fem år.
  • DR skal skære 20 procent af sit budget. Det skal blandt andet ske ved at lukke to af mediets i alt seks tv-kanaler.
  • Regeringen vil seksdoble public service-puljen, der i løbet af forligsperioden øges fra 35 millioner kroner årligt til omkring 220 millioner kroner årligt.
  • Når den gældende sendetilladelse til Radio24syv udløber ved udgangen af oktober 2019, genudbydes sendepladsen. Kanalen udbydes med en reduktion på 33 procent og mister dermed en tredjedel af sin bevilling.
  • En tv-kanal med kulturindhold og folkeoplysning samt en DAB-radiokanal med klassisk musik og kulturformidling skal sendes i udbud.
  • Digitale medier skal have samme momsfritagelse, som de trykte aviser får i dag.
  • Der etableres en pulje med henblik på støtte til distrikts- og ugeaviser på grund af mediernes betydning for nyhedsformidlingen i de lokale områder.
  • Iværksætterstøtten til nye trykte og elektroniske nyhedsmedier øges.
  • DR og TV2's nuværende forpligtelse til at købe dansk film ophæves. Samtidig øges den øvrige filmstøtte med i alt 120 millioner kroner årligt.
  • FM-radio lukkes, to år efter at 50 procent af lytningen er digital. Lukningen finder dog sted senest i 2021. 
Kilde: Kulturministeriet/Ritzau

 

Ved du noget? Så send os et tip