I det fynske folks tjeneste

Vermund om stenkast mod politiker: - Det er beskæmmende

Odenses 1. viceborgmester, Tim Vermund (S), kalder det beskæmmende, at der er blevet kastet sten gennem ruderne på Susanne Crawleys hus i Odense.

00:29

- Det er beskæmmende og tankevækkende, at det skal være sådan i Odense, siger Tim Vermund efter at gerningsmænd har kastet sten gennem vinduerne hos Susanne Crawley. Video: Jacob Rytz

Lørdag morgen kastede ukendte gerningsmænd store sten gennem ruderne hos børn- og ungerådmand Susanne Crawley, der sidder i byrådet i Odense Kommune for Radikale Venstre.

Det er desværre langt fra første gang, at Susanne Crawley modtager trusler. Således er to personer tidligere idømt fængselsstraffe for trusler mod politikeren.

Læs også Fynsk politiker fik kastet sten gennem ruderne

Og det er beskæmmende, at den slags foregår i Odense Kommune, siger 1. viceborgmester Tim Vermund (S) til TV 2/Fyn.

- Det er ikke småting, Susanne Crawley og hendes familie har måttet stå model til, fordi hun har valgt at gå ind i politik. Det er beskæmmende og tankevækkende, at det skal være sådan i Odense.

Tæt dialog med Fyns Politi

På sin facebookside har Susanne Crawley selv fortalt, hvordan hun blev vækket af stenkastene lørdag morgen. 

- Vågnede tidligt i morges ved at der blev kastet store sten ind gennem vore vinduer. Politiet har været her, og lige nu er en glarmester ved at ordne det værste. Jeg har støvsuget glasskår op i timevis, så vinduerne kan blive klar til, at vi tænder lys i aften, skrev den fynske politiker på sin facebookside.

Lørdag morgen bekræftede Fyns Politi over for TV 2/Fyn, at en indsatsleder var på vej til Susanne Crawleys bolig for at gennemgå morgenens hændelse med politikeren.  

Og der er en tæt dialog mellem byrådspolitikerne og Fyns Politi, når der opstår sager om trusler mod politikere. Det forklarer Tim Vermund. 

Læs også Susanne Crawley om dødstrusler: Jeg tænker på min mand og mine børn

- Vi er løbende i dialog med politiet, når der er de her sager. Både da Jane Jeginds mand blev overfaldet, og da Peter Rahbæk Juel fik PET-vagter til at passe på sig – og nu her. Vi har en klar politik om, at vi anmelder alle den slags episoder til politiet. Og det kan jeg også se er sket her, siger Tim Vermund.