I det fynske folks tjeneste

Det tredje spor skal være elektrisk

00:38

Alternativet foreslår, at der skal lægges skinner i motorvejen, der kan oplade elbiler. Grafik: eRoadArlanda

Alternativet foreslår, at elektrificere det kommende tredje spor mellem Odense Vest og Nørre Aaby, så elbiler kan oplade, mens de kører. Ekspert: Vi skal eksperimentere nu.

Alternativet er i weekenden samlet i Dok5000 på Odense Havn til det årlige landsmøde, hvor stemningen var grøn og de politiske visioner store. Et af de forslag, der kom på bordet, er en elektrificering af det tredje spor på motorvejen. 

- Vi foreslår, at vi skal lave et forsøg med at få lagt strøm ned i motorvejen. Det er noget, man allerede forsøger sig med i Sverige på nogle strækninger. Lad os prøve at få lagt skinnerne ned, så vi kan undersøge, om det er den rigtige vej at gå, siger klimaordfører for Alternativet Rasmus Nordqvist. 

Hvorfor lige nu og hvorfor lige på Fyn? 

- Her er der en strækning, hvor det giver mening i forhold til at prøve det af. Og hvorfor lige nu? Fordi vi har rigtig, rigtig travlt. I forhold til klimakrisen skal vi omstille vores transportsektor. 

Elektrificeringen foregår ved, at en strømførende skinne i vejen skal forsyne elbilen med strøm via en særlig gribearm under bilen. (se video herover) 

Ekspert: Vi er der ikke endnu 

Thomas Meier Sørensen, der er udviklingsingeniør ved DTU Elektro og Energistyrelsens danske ekspert i International Energy Assosiation, vurderer, at det er for tidligt.

- Det er bestemt spændende, og det er meget ambitiøst, men vi er ikke rigtig klar endnu, hvis du spørger mig. Jeg synes, at det ville være fremragende, hvis vi kørte nogle flere demonstrationsstrækninger, som svenskerne har gjort, forklarer han. 

Thomas Meier Sørensen fortæller, at der kører en række forsøg verden over, hvor der bliver testet forskellige løsninger. 

Sverige er både langt fremme, når det kommer til løsningen med slæbeskinnen, som er den model, Alternativet foreslår, og når det kommer til løsningen med pantografer, som man kender det fra tognettet. Men det var først i slutningen af 2017, at der blev etableret elektriske skinner på en strækning på to kilometer i Sverige, så der foreligger endnu ingen erfaringer at trække på. 

I Sydkorea og i Frankrig tester de en model med trådløs opladning. (se video herunder)

Læs også Det tredje spor skaber 1.000 nye fuldtidsstillinger om året

- Der er ikke mange erfaringer med de her forsøg for at være helt ærlig. Man er ved at standardisere de løsninger, der er, og finde stærke og svage sider. Et fællestræk er dog, at alle tre typer har et tab af strøm på cirka 20 procent, forklarer Thomas Meier Sørensen. 

Men Rasmus Nordqvist mener, at der må tages nogle chancer for at udvikle sig som klimanation: 

- Man bliver nødt til at eksperimentere lige nu. Vi er et lille land, så vi har faktisk mulighed for at prøve ting af og så sælge den viden videre til andre lande.

Der skal være biler til vejen

Thomas Meier Sørensen vurderer at man kan ende med en investering, som ikke kommer nogen til gavn, hvis der ikke indsamles flere erfaringer fra andre lande. 

- Der er meget forskel på, om det er en lille personbil eller om det er en stor lastvogn, og hvad energibehovet er. Vi ser jo med almindelige elbiler, at batterikapaciteten, når den i fremtiden måske begynder at nærme sig 200 kWh, så er der ikke det store behov for at lade undervejs. Selv på ret lange strækninger, siger Thomas Meier Sørensen og tilføjer: 

- Man skal finde de strækninger, hvor behovet er. Og så skal man nok afvente lidt, indtil man er helt sikker på, hvad de andre lande, og dermed bil- og lastbilsfabrikanterne, egentlig ønsker at understøtte. Fordi ellers kan man godt risikere at bygge en meget lang strækning, som egentlig ikke bliver benyttet. Hvis ikke du kan købe biler, der kan køre på den, så er vejen ikke så interessant. 

02:38

Alternativet vil elektrificere den fynske motorvej 

Luk video

Knapt 200 millioner kroner

Løsningen er estimeret til at koste mellem syv og otte millioner kroner per kilometer. Det er cirka 180 millioner kroner for den 24 kilometer lange strækning på Fyn. Det, mener Venstres Jane Heitmann, der er medlem af Transport-, Bygnings- og Boligudvalget, er for mange penge, når der ikke er større viden på området. 

- Forslaget her er måske en lille smule for friskt. Det er relativ ny teknologi. Det ikke er rullet ud i større skala andre steder. At bruge minimum 180 millioner på noget, vi ikke ved, holder i fremtiden, det, synes jeg, er at gamble med borgernes penge, forklarer hun. 

Læs også Lodsejere rammes dobbelt af jernbane og tredje spor

00:20 Luk video

SF's Karsten Hønge, som også er medlem af Transport-, Bygnings- og Boligudvalget, siger også til TV 2/Fyn, at det er for tidligt. Han synes idéen om at teste elektriske veje er god, men han synes, at man skal starte på en kortere strækning. 

Kan det ikke ende med at blive nogle dyre lærepenge Rasmus Nordqvist? 

- Nej, vi har kunnet se, at den investering, man lavede i vindmølleindustrien i Danmark, i den grad har kunnet betale sig senere hen. Vi ved af erfaring, at når vi investerer i at blive klogere på den grønne omstilling, så kan vi også leve af det, forklarer Rasmus Nordqvist. 

Alternativet vil finansiere elektrificeringen af motorvejen gennem rådighedsbeløbet fra deres finanslovsforslag. Det er på 32 milliarder kroner fra 2018-2021. 

- Lad mig ganske kort minde om, at Alternativet har foreslået borgerløn, en 30 timers arbejdsuge, og at hæve udviklingsbistangen med fem procent. Alene det er jo en udgift på flere hundrede millarder, og som jeg har læst Alternativets finanslovsudspil, så er der i den sammenhæng et relativt lille råderum, siger Jane Heitmann. 

  Foto: Dansk Elbil Alliance

Ved du noget? Så send os et tip