I det fynske folks tjeneste

Drone-eventyr: Firma investerer 15 millioner kroner i lufthavnen

Fyns lufthavn får stor fynsk investering. Drone-virksomheden Integra forventer at ansætte omkring 50 personer i Hans Christian Andersen Airport inden for ti år.

Vedbæk-virksomheden Integra vil samle droner i Odense.

Det bliver den hidtil største private investering i den fynske droneindsats, når virksomheden Integra sammen med nogle partnere investerer omkring 15 millioner kroner i Hans Christian Andersen Airport i Beldringe.

Partnerne bag investeringen har blandt andet ombygget en hangar og eksisterende faciliteter til at rumme droneværksted, simulatorrum og uddannelsesfaciliteter.

- De aktiviteter, som vi vil samle på kort og lang sigt i Odense, er samtlige droneaktiviteter samt vores aktiviteter, som er relateret til den tekniske og operationelle drift af en lufthavn, oplyser ejer og direktør Michael Thorsen fra Integra, og tilføjer, at der vil foregå uddannelse i Odense, så Odense kan blive stedet for Integras luftfartsuddannelser i Danmark.

Læs også Det fynske roboteventyr vækker amerikansk interesse

Potentiale i drone-forskning

Indenfor tre måneder vil der ske en række ting med udgangspunkt i Integras investering. Blandt andet vil der blive igangsat forskningsaktiviteter i og omkring Odense med mindst ét nyt projekt.

- Vi håber selvfølgelig der kommer flere, men vi ser et stort potentiale i forskningen omkring anvendelsen af droner. I dag anvendes droner kun meget begrænset. Vi har blandt andet et forsøg i gang med at bruge sensorer til at finde folk i vandet, fortæller Michael Thorsen.

- Hertil kommer anvendelsen af droner i forskningen, hvor vi skal have en indledende snak omkring et nyt projekt på Grønland.

Integra er desuden i gang med at identificere, hvordan virksomheden kan understøtte SDUs dronestrategier for området samt støtte UAS Denmarks fortsatte arbejde som dronetestcenter og national droneklynge. UAS Denmark er ejet af SDU og Udvikling Fyn.

Læs også Droner kan give Storebæltsbroen længere levetid

Fakta om Integra

Integra er dansk ejet og hjemmehørende i Vedbæk og Holte.

90 procent af den samlede omsætning kommer fra eksport.

50 ansatte om ti år

Integra venter at beskæftige fem til seks ansatte i Odense i 2019 og i 2021 at nå op på femten til tyve ansatte, mens at Integra forventer at beskæftige 50 personer i Odense om ti år.

Læs også - Forsvaret kan gøre droner til det næste fynske erhvervseventyr

Fakta om UAS Denmark

UAS Danmark er et dronetestcenter og national droneklynge, ejet af SDU og Udviklng Fyn.