I det fynske folks tjeneste

Dramatisk drejning i fynsk bankopgør: Finanstilsynet vil fratage aktionærers stemmeret

Finanstilsynet går ind i opgøret om Totalbanken. Ifølge et udkast, som Berlingske har set, vil Finanstilsynet tage stemmeretten fra en række aktionærer.

Opgøret i fynske Totalbanken har tirsdag taget en opsigtsvækkende drejning. Nu er Finanstilsynet gået ind i sagen.

Tilsynet vil fratage en række aktionærer deres stemmeret. Det skriver Berlingske, som har set et udkast af Finanstilsynets afgørelse, som endnu ikke er offentliggjort.

Totalbankens bestyrelsesformand kalder overfor TV 2/Fyn en af aktionærerne for løgner og hans metode for lusepusteri.

Finanstilsynet agter ifølge udkastet, som Berlingske har set, at fratage storaktionær Heine Delbing og den københavnske finansmand og aktionær Jesper Bak samt en håndfuld andre aktionærer i Totalbanken deres stemmeret.

Det betyder, at de berørte aktionærer bliver sat fuldstændig uden for indflydelse ved den kommende generalforsamling den 3. april.

Udelukkelsen skyldes, at Finanstilsynet mener, at aktionærerne har handlet "i forståelse med hinanden". Men uden tilladelse til det - hvilket er ulovligt.

Finanstilsynet skriver ifølge Berlingske følgende i sit udkast:

- En kreds af fysiske og juridiske personer har erhvervet cirka 37 procent af aktiekapitalen i Totalbanken A/S med tilsvarende stemmerettigheder. Dette er sket uden forudgående ansøgning om godkendelse fra Finanstilsynet til erhvervelse af en kvalificeret ejerandel.

Og udkastet fortsætter ifølge Berlingske:

- På baggrund af ovenstående ophæver Finanstilsynet stemmeretten.

Finanstilsynets indblanden kommer efter længere tids uro og magtkamp i Totalbanken.

Læs også Københavner på opkøb: Aktionærballade i fynsk bank

Uro og magtkamp

I sommer forsøgte storaktionær Heine Delbing sammen med blandt andre aktionæren Michael West Hybholt ved en ekstraordinær generalforsamling at sikre sig flertal for at sælge Totalbanken. 

Det lykkedes ikke. Omvendt lykkedes det heller ikke bestyrelsen med Poul Juhl Fischer i spidsen at sikre flertal for en kapitaludvidelse. 

Poul Juhl Fischer har været bestyrelsesformand i den vestfynske bank siden 1992. Og han glæder sig over Finanstilsynets afgørelse.

- Jeg synes, at det er både glædeligt og den rigtige afgørelse, som Finanstilsynet er nået frem til. Vi har jo over det sidste halve års tid kunnet se, hvordan vores aktie simpelthen er steget i vejret som en raket. Derfor har vi længe haft en mistanke om, at der var nogle der købte op af vores aktie uden at flage det.

Når man ejer flere end fem procent af aktierne i en bank, så har man pligt til at oplyse det via en fondsbørsmeddelse.

- Man har gået og lusepustet og købt op uden at sige det til nogen for lige pludselig at have stemmer nok til at tage magten i banken, siger Poul Juhl Fischer.

Mandag bragte Berlingske historien om, at en eller flere ukendte investorer har opkøbt aktier i Totalbanken.

Blot få timer efter offentliggørelsen af avisen historie kunne Totalbanken sende en fondsbørsmeddelelse ud om, at den københavnske finansmand Jesper Bak, der er tidligere formand for den skandaleramte og nu lukkede Københavns Andelskasse, har købt aktier svarende til 9,35 procent af selskabskapitalen.

Læs også Krig om Totalbanken skærpet: Fynsk rigmand sidder med stærke kort

Formand: Delbing lyver

I Berlingskes historie mandag benægtede Heine Delbing, der er storaktionær i Totalbanken med 19 procent af aktierne, at han ikke vidste, hvem der havde købt aktier i banken.

Men det tror bestyrelsesformand Poul Juhl Fischer ikke på.

- Det passer simpelthen ikke. Det, ved jeg, ikke passer, siger Poul Juhl Fischer.

Nå, hvordan det da?

- Altså jeg har skullet holde møde med Heine Delbing, hvor han har sagt, at han gerne ville have Jesper Bak med. Så det er simpelthen opfundet til lejligheden, det udsagn.

Siger du, han lyver?

- Det er vist det, man kalder det.

Heine Delbing mener imidlertid ikke selv, at han har løjet.

- Hvis du tænker på Jesper Bak, så er det rigtigt, at han har spurgt mig, om han måtte købe mine aktier. Det sagde jeg nej til. Jeg vidste godt, han købte aktier, siger Heine Delbing til TV 2/Fyn.

Hvorfor sagde du så i Berlingske mandag, at du ikke vidste noget?

- Jeg ved ikke, om jeg er fejlciteret i Berlingske. Jeg har vidst i nogen tid, at Jesper Bak har opkøbt.