Forsøg med pigge genoptages

Pigge ved motorvejsfrakørsler, der skal stoppe spøgelsesbilister, har været sat ud af drift siden slutningen af marts. Men nu er en løsning på vej.

Forsøget med brug af pigge blev sat i gang ved rastepladsen Lillebælt S på den Fynske Motorvej i december 2010.

Piggene blev først installeret ved rastepladsen Lillebælt S, da stedet erfaringsmæssigt har givet anledning til, at bilister er kørt i den forkerte retning.

Piggene skulle stoppe bilister, der kører i den forkerte retning ned ad frakørsels-rampen.

Men kort efter blev en fynsk bilist spiddet, selvom han kørte den rigtige vej.

Forsøg flere steder

Senere blev pigge også placeret ved frakørsel 51 ved Odense, og yderligere tre andre steder i landet.

Men i marts fik to bilister med kort mellemrum flænset deres dæk ved frakørsel 51. Begge bilister kørte den rigtige vej.

Få dage før gik det ud over en bilist ved en motorvejsfrakørsel i Låsby mellem Aarhus og Silkeborg.

Forsøget blev stoppet

Vejdirektoratet besluttede derefter at stoppe forsøget, og alle fem anlæg blev lukket.

- Firmaet, der har udviklet piggene, har siden arbejdet på en løsning, så piggene selv kører ned igen, hvis de fejlagtige er blev aktiveret. Og det arbejde er nu så langt, at anlægget skal testes hos Teknologisk Institut i Aarhus, oplyser specialkonsulent Henrik Ludvigsen fra Vejdirektoratet.

Den nye konstruktion skal derefter monteres først ved Ringsted, og derefter på de øvrige fire anlæg.

- Efter planen kan alle anlæg så være i drift inden udgangen af oktober, oplyser specialkonsulent Henrik Ludvigsen fra Vejdirektoratet.

Piggene ved motorvejsramper

Oversigt

    Oversigt