I det fynske folks tjeneste

Fyns svar på Ed Sheeran jubler: - Jeg gik helt i selvsving

De fynske Ed Sheeran-fans sad torsdag formiddag klar til at købe billetter til den populære popstjerne. En af dem spiller selv hans sange, og fire studerende på Syddansk Universitet kunne også ånde lettet op.

00:49

Nicklas Emil Jensen er stor fan af den britiske Ed Sheeran, der spiller to koncerter i Odense til sommer. Video: Anders Høgh

Billetsalget til sangstjernen Ed Sheeran var torsdag formiddag årsag til, at 86.000 fans sad klar ved tasterne med rystende hænder og røde kinder.

En af de fans, der kan synge med på sangene "Perfect", "Shape of You" og "Thinking Out Loud" i Tusindårsskoven til sommer, er 17-årige Nicklas Emil Jensen.

På sit værelse hjemme på Faaborgvej i Odense sidder han med sin guitar og loop-station, der gør det muligt at indspille flere sekvenser, som man efterfølgende kan afspille. Præcis ligesom Ed Sheeran gør til sine koncerter.

Jeg tænkte bare: Det er fandeme godt. Jeg kunne næsten ikke koncentrere mig om at skulle op til eksamen, fordi jeg var så glad.

Nicklas Emil Jensen, fan 

På guitaren er der indgraveret det karakteristiske divisionstegn, der er navnet på den rødhårede sangstjernes nyeste album. Og valget af guitar er heller ikke helt tilfældigt.

Den lille, akustiske guitar er af mærket Martin LX, som er magen til den, Ed Sheeran selv spiller på, når han rejser rundt i verden på sin turné.

Nicklas Emil Jensen havde dog et problem med at få fat i billetterne, da han skulle til eksamen torsdag formiddag. Det gjorde, at han ikke selv kunne sidde klar i jagten på de eftertragtede billetter.

Læs også 86.000 i kø: Ekstrakoncert bekræftet i sidste øjeblik

- Jeg gik jo helt i selvsving, da jeg fandt ud af, at han kommer hertil. Men jeg vidste, at jeg skulle i skole i dag, så jeg kunne ikke sidde og være klar til at få billetterne. Men så fik jeg min mor til at sidde klar og købe billet til mig, hende, min far og min bedste ven, siger Nicklas Emil Jensen og fortsætter:

- Hun taggede mig i et opslag inde på begivenheden, der var blevet lavet, og så skrev hun, at billetterne var i hus. Det var lige før, jeg skulle op til eksamen. Jeg tænkte bare: Det er fandeme godt. Jeg kunne næsten ikke koncentrere mig om at skulle op til eksamen, fordi jeg var så glad.

Læs også To gange på en dag: Ekstrakoncert med Ed Sheeran nu også udsolgt

Siden han købte sin guitar, har han øvet sig på den britiske sangskrivers mange sange. Og planen frem til sommer er klar.

- Jeg fortsætter med at øve og synge en masse, og så gør jeg klar til at miste stemmen, for han siger altid til sine koncerter, at målet er, at de, der hører hans koncert, skal miste deres stemme. Den er jeg helt med på!

I videoen spiller han hittet "How Would You Feel".

02:17

Hør Nicklas Emil Jensen spille sin version af hittet "How Would You Feel".

Luk video

Spændte fans på Syddansk Universitet

På Syddansk Universitets bibliotek sad der også fire fynske fans bag hver deres computerskærm.

- Seks, fem, fire, tre, to, en.

Line Holt tæller ned, til klokken slår 11. Hun er endnu af de fans, der torsdag formiddag sad klistret bag computerskærmen.

- Mine nerver holder overhovedet ikke til sådan noget her, kan jeg mærke, siger Line Holt og kigger ned på skærmen med den hvide cirkel, der viser, hvor langt der er endnu.

Allerede kort tid efter billetsalgets start, kunne hun se, at der var lang vej til de populære billetter.

- Jeg er umiddelbart langt bagud i køen, siger Line Holt, der er skuffet.

Minutterne gik, og de fire piger begyndte så småt at modtage beskeder fra deres venner, der selv havde fået billetter. Efter Line Holt havde fået at vide, at koncerten var udsolgt, kom hendes veninder hende til undsætning, der havde en ekstra billet til hende og de andre veninder på universitetets bibliotek.

01:29

I videoen kan du se Caroline Vind, Line Holt, Simone Laurents og Emma Elvstrøms kamp om billetterne.

Luk video

Ed Sheeran spiller for i alt 86.000 fans i Odense lørdag den 27. juli og søndag den 28. juli 2019.