I det fynske folks tjeneste

Hurtigere end forventet: Fynsk toprytter forlænger aftale før tid

Fynboen Søren Kragh Andersen har fået to år ekstra på sin kontrakt og fortsætter på Sunweb frem til 2022.

- Team Sunweb tror virkelig på mig, siger Søren Kragh Andersen. Foto: Guillaume Souvant/AFP/Ritzau Scanpix/arkiv

Den fynske cykelrytter Søren Kragh Andersen forlænger sin kontrakt med Team Sunweb, så aftalen nu løber til 2022. 

Det oplyser holdet i en pressemeddelelse.

Forlængelsen kommer i god tid, eftersom den hidtidige kontrakt løb frem til udgangen af næste sæson.

- Team Sunweb og jeg er et godt match - de tror virkelig på mig, og jeg mener, det er et godt sted at udvikle sig i fremtiden, siger Søren Kragh Andersen.

Læs også Sunweb udnævner Kragh til kaptajn i brostensklassikere

Den 24-årige fynbo har i sin tid på holdet blandt andet vundet Paris-Tours og en etape i World Tour-løbet Schweiz Rundt. 

Sidste år kørte han syv dage i den hvide ungdomstrøje i Tour de France, men han faldt primært i øjnene som en stærk og loyal hjælper for Tom Dumoulin.

- Fra start har Søren passet perfekt til os - ikke blot som rytter, men også som menneske, som en ægte holdspiller med en lang række kvaliteter i og uden for løbene, siger sportsdirektør Marc Reef.

Søndag var Søren Kragh Andersen holdets kaptajn i Gent-Wevelgem, hvor han var helt med fremme i finalen og kørte i mål på en 11.-plads.

- Vi ser, at han hele tiden udvikler sig og er blevet en rytter, der kan udfylde en rolle som kaptajn i forskellige klassikere.

- Samtidig kører han gode enkeltstarter og kan hjælpe til i holdtidskørsler. Derudover kan han hjælpe en holdkaptajn eller selv jagte et resultat i diverse etapeløb, siger Marc Reef.

I den kommende weekend er Søren Kragh Andersen en del af Sunweb-holdet i brostensklassikeren Flandern Rundt.

Læs også Sydfynsk nedtur i Spanien: Nederlag sender GOG ud af EHF Cuppen