Regional hedebølge på vej: Glohed start på ugen

Sensommeren har sat ind, og det kan give omkring 30 grader mandag. De høje temperaturer fortsætter lidt endnu, og en hedebølge kan være på vej.

August lakker mod enden, og snart går vi ind i efterårsmånederne, men mandag venter en regulær sensommerdag. 

Fra morgenstunden ligger temperaturerne omkring 18-19 grader, og der er risiko for morgentåge. På himlen vil der også være en smule skyer mandag formiddag.

Men efterhånden som dagen går, bliver både skyer og tåge sendt væk af sensommersolen. Ifølge TV 2 Vejret kan temperaturerne komme op på mellem 25 og 30 grader, mens DMI's vejrkort siger op til 31 grader på Fyn. 

Det er særligt vestvendte kyster, der står over for en varm dag. 

Mulighed for hedebølge

Og det varme og solrige sensommervejr fortsætter nogle dage endnu, lyder det fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

I Midt- og Vestjylland, det nordvestlige Fyn og Vestsjælland kan der ligefrem blive tale om regionale hedebølger.

- Vi kan de næste dage nå temperaturer på over 28 grader, og når man har det tre dage i træk, så er der tale om en hedebølge, siger vagtchef Steen Rasmussen.

Der bliver dog ikke tale om en landsdækkende hedebølge.

- Det er primært de vestvendte kyster, da vinden kommer fra østlig retning. De østvendte kyster får lidt lavere temperaturer, siger den vagthavende meteorolog.

Onsdag bliver vejret dog lidt anderledes end de seneste dage.

- Det ser ud til, at vi kan forvente regn og tordenbyger flere steder, men det vil fortsat være varmt med mellem 23 og 28 grader, siger Steen Rasmussen.

Torsdag og fredag tager temperaturerne et nøk ned.

- Det bliver ikke koldt og blæsende, men måske mere behageligt, lyder det fra vagtchefen.

Det er ifølge vagtchefen ikke usædvanligt med et pust af varme i slutningen af august.

- August er stadig en sommermåned, så det er ikke usædvanligt med tre dage i træk med over 28 grader.

Det ville det være, hvis det var september, siger Steen Rasmussen.

Søndag er der målt 28,7 grader ved en af DMI's målestationer i Holstebro Kommune. Det er den højeste temperatur, der er registreret søndag.

Selv om det er tørt mange steder i landet, er der ikke indført afbrændingsforbud med undtagelse af et permanent forbud på Anholt.

Oversigt

    Oversigt