I det fynske folks tjeneste

Gys: Pakke-drone kunne have afleveret våben til farlig fange

00:31

1 af 2

Formanden for Fængselsforbundet, Kim Østerbye, gyser ved tanken om, at dronen, der afleverede en pakke til en indsat i Statsfængslet i Nyborg, lige så godt kunne have medbragt et våben.

Dronen, der natten til onsdag afleverede en pakke til en indsat i Statsfængslet i Nyborg, er det første beviselige tilfælde af, at droner bliver brugt til den slags trafik.

- Vi har mistanke om, at noget lignende er sket på Statsfængslet Østjylland, men det er første gang, man rent faktisk har set det ske, siger formanden for Fængselsforbundet, Kim Østerbye.

Han fortæller, at fængselspersonale i Nyborg hørte lyde og så noget lys, der viste sig at være en drone foran et vindue på 4. sal, hvor en indsat havde fået skubbet et presgitter til side, så han kunne få fat i pakken med to mobiltelefoner og en sav. 

Kim Østerbye betragter det som et held, at der kun var tale om flugtmidler og ikke et våben.

Jo mere vi lukker og flugtsikrer fængslerne, jo farligere bliver fangerne. Nogle af dem er så desperate, at de er parat til at gøre hvad som helst

Kim Østerbye, formand, Fængselsforbundet

- Det her skal tages meget alvorligt. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der ville ske, hvis et af mine medlemmer åbner døren til en celle, og det første, han får stukket op i hovedet, er et våben. Det kan føre til en gidselaktion, fordi jo mere vi lukker og flugtsikrer fængslerne, jo farligere bliver fangerne. Nogle af dem er så desperate, at de er parat til at gøre hvad som helst, siger Kim Østerbye.

Han kan ikke oplyse, hvem der modtog pakken i Nyborg, men kan dog sige, at der formentlig er tale om en prominent person.

Læs også Nyborg: Drone afleverer mobiler og savklinge over fængselsmuren

- Når man har midler og netværk til at gøre det her, er der ikke tale om en hr. hvem som helst, siger han.

Episoden i Nyborg giver grund til at overveje, hvad man kan gøre for at hindre gentagelser.

- Vi må se på, om den teknik, det er muligt at tage i anvendelse også bliver det, eller om man rent lavpraktisk skal hænge et net foran vinduerne. Alene på Nyborg kunne man jo sætte det pres-gitter, der allerede er der, ordentligt fast, så det ikke kan skubbes til side, som det skete i dette tilfælde. Det ville bringe os et stykke af vejen, siger Kim Østerbye.

02:45

Formand for Fængselsforbundet, Kim Østerbye: Droner er et nyt skridt i en krig

Luk video

 

Ved du noget? Så send os et tip