Heartland Festival fortsætter med at udvikle indholdet og byder nu sit publikum på ballet i verdensklasse.
Den Kongelige Ballet lægger nemlig vejen forbi festivalen, hvor en gruppe af ballettens dygtigste dansere vil optræde med klassikere og udpluk fra den kommende sæson.
Det skriver festivalen i en pressemeddelelse.
Den Kongelige Ballet vil åbne søndagens program og skubber således til grænserne for, hvad en dansk festival normalt tilbyder sit publikum.
Balletten ankommer med balletmester Nikolaj Hübbe i spidsen for en gruppe af truppens dygtigste dansere. De vil vise publikum, hvad de kan inden for både den klassiske og den moderne ballet.
- Den Kongelige Ballet byder på en tasting menu fra dansens verden med nogle af verdens bedste dansere. Fra de helt store vingesus i Svanesøen til ballethumor i Wilhelm Tell vil publikum få en bred vifte af balletklassikere serveret på Egeskov Slot - et af de smukkeste steder i Danmark, siger balletmester Nikolaj Hübbe i pressemeddelelsen.
Heartland Festival foregår fra fredag 2. til søndag 4. juni på Egeskov Slot.