I det fynske folks tjeneste

Tina laver tøj af fiskenet fra havet: - Jeg vil give noget tilbage

Odense Renovation vil have flere virksomheder til at spinde guld på affaldprodukter. En af dem, der allerede bruger affald i sin virksomhed, er Tina Søgaard-Pedersen.

00:49

Tina Søgaard-Pedersen laver tøj af affald. Video: Alex Syrik

Odense Renovation vil have flere iværksættere til at indtænke affald i deres nye virksomheder.

En af de iværksættere er Tina Søgaard-Pedersen fra Odense, der laver tøj ud af affald blandt andet fra gamle gulvtæpper og fiskenet fra havet.

- De her fiskenet kan være kilometerlange. Fiskene sidder fast i dem, så for at reducere mængden af plastik i havene har jeg taget fat i det produkt, siger hun til TV 2/Fyn.

Læs også Mindre brand hos stor affaldskoncern

Odense Renovation har under projektet 'Cirkulær i Odense' sammen med Odense Kommune og Vandcenter Syd fået penge af EU til at støtte nye, grønne og bæredygtige virksomheder, der tænker i både affald og cirkulær økonomi.

Alt sammen for at skabe flere grønne arbejdspladser til gavn for klimaet. Projektet har allerede støttet flere virksomheder heriblandt Tina Søgaard-Pedersens tøjfirma.

Fik idé i Mellemøsten

Fynboen havde aldrig arbejdet med tøj før. Hun kom fra et job i forretningsverdenen, men for et halvt år siden besluttede hun sig for at skifte karriere og stiftede sportstøjsmærket "Vain Dane".

- Det skulle være noget, som var mere bæredygtig og gav tilbage og ikke kun tog.

Ideen opstod efter, at hun i ti år havde boet og arbejdet i Mellemøsten. Her så hun, hvordan renovationssystemet ikke fungerede.

Læs også Affald fra OB’s fans kommer tilbage som 3.500 halstørklæder

- Plastik kan man ikke genbruge – glas, papir – det hele bliver sendt til forbrændingen. Så det var starten på, at jeg begyndte at tænke, at nu skulle der ske nogle ændringer, og det ville jeg være en del af, lyder det fra iværksætteren.

Tina Søgaard-Pedersen driver nu butikken ”Bæredygtig Pop-Up” i Odense sammen med to andre designere Morten Underbjerg Olesen og Bára Ástvaldsdóttir. Butikken er et tre måneder langt projekt, der lukker ned igen 30. november. 

Cirkulær virksomhed

Fælles for de tre designere er, at de laver økologisk og bæredygtigt tøj. Og netop deres brug af bæredygtige tekstiler og affaldsprodukter var med til at få Odense Renovation til at starte et samarbejde med virksomhederne.

- De er tre forskellige tekstiliværksættere, som har hver sit take på bæredygtighed og cirkularitet. Og det, synes vi, var rigtig spændende, fordi de var villige til at gå sammen og lave et koncept og arbejde med mindsettet omkring mere bæredygtigt forbrug, fortæller Winie Evers, der er cirkulær økonomikonsulent hos Odense Renovation.

Læs også Fynske kommuner halter bagefter med fælles affaldssortering

Udover at Tina Søgaard-Pedersen bruger affald til at lave sit tøj, er hendes virksomhed også cirkulær.

- Der skal ikke være spild så alt afklip fra min produktion, det indgår igen i det nye tøj, og det samme når kunderne er færdige med at bruge mit tøj, så kan man sende det tilbage til mig, og så kan jeg inkludere det i min produktion igen, forklarer fynboen.

Ifølge lektor på Institut for Teknologi og Innovation på Syddansk Universitet Erik Skov Madsen kommer vi til at se flere virksomheder i fremtiden, der bruger affald i deres produktioner.

- Det næste bliver helt sikkert cirkulær økonomi, for verden har et kæmpe behov for flere ressourcer, siger han.

Tina Søgaard-Pedersen håber, at hun kan være med til at inspirere andre iværksættere til at tænke i de samme baner.

Opdatering

  • 27. sep 2019 kl. 05:37 Vi skrev tidligere, at Odense Renovation har investeret i Vain Dane Athletic. Det er ikke korrekt. Som en del af projektet Cirkulær i Odense har de derimod støttet virksomheden.
00:47

Lektor på Syddansk Universitet tror, at der kommer flere projekter som Tina Søgaard-Pedersens. Video: Alex Syrik

Luk video