I det fynske folks tjeneste

Jobcenter Nordfyn er rollemodel

Jobcenter Nordfyn er så dygtig til at nedbringe udgifter til sygedagpenge, at centrets metoder skal danne model for andre kommuner.

Jobcenteret har i perioden januar 2008 til januar 2009 nedbragt antallet af dagpengesager over 26 uger med 27 %. I samme periode har andre jobcentre haft en stigning i antallet af de langvarige sager.

Det har Det Kommunale og Regionale Evalueringsinstitut (KREVI) fået øje på.

KREVI har netop startet et projekt, der skal finde ud af hvad der er den bedste og økonomisk mest effektive praksis på sygedagpenge-området.

Udfra de kriterier, KREVI arbejder efter ligger Nordfyns Kommune helt i top sammen med Slagelse og Norddjurs.

Deres gode resultater skal nu analyseres, så andre kommuner kan lære af dem.

Jobcenterchef Bent Hjortebjerg, Nordfyns Kommune, giver medarbejdernes indsats æren for de gode resultater.

- Men vigtigt er også, at Arbejdsmarkedsudvalget har set det fornuftige i at imødekomme Jobcentrets ønsker om personaleudvidelser. Så der undervejs har været ressourcer til at tage hånd om de enkelte sager, siger centerchefen.