200 meters udvidelse: Lindøs portalkran bliver mere potent

Lindø forlænger kransporet med 200 meter. Det gør plads til nye, store virksomheder.

Når LORC i starten af 2021 åbner for, at verdens største vindmøller kan testes på Lindø, smitter det ikke kun af på indtægterne til den erhvervsdrivende fond Lindø Offshore Renewables Center, der ejer testcentret.

Vestas og japanske Mitsubishi Heavy Industries har meddelt, at de vil leje hallen, så snart den står klar i januar 2021.

Og det er en del af baggrunden for, at Lindø Industripark - også kaldet Lindø Port of Odense -nu udvider den 1200 ton tunge portalkrans spor med 200 meter.

Men LORC skal kun bruge de 75 meter.

Det vil sige, at man i samme manøvre gør plads til endnu en offshore-virksomhed (eller tung industri) ved siden af LORC.

Det kunne være Siemens, men det kunne også være andre internationale aktører med ambitioner på vindmølleområdet.

Senest er Bladt Industries flyttet permanent ind i hal syd under portalkranen for at kunne producere fundamenterne til kæmpe havvindmøllerne.

Alt i alt betyder LORC testcenteret, udvidelsen af portalkran-sporet og en planlagt havneudvidelse, at Lindø nu er klædt på til produktion og afprøvning af kæmpe-havvindmøller.

Lindø Port of Odense har ikke oplyst investeringens størrelse.

De 340 milliooner kroner til etableringen af LORC er lånt af Danmarks Grønne Investeringsfond, Vækstfonden, EKF Danmarks Eksportkredit og Nordea.

Derudover gav den tidligere regering 50 millioner kroner til projektet.

Opgaven med at forlænge kransporet er i øjeblikket i udbud.

 

 

 

Oversigt

    Oversigt