I det fynske folks tjeneste

Milliondyre træer flyttes for letbanen

Ti fredede platantræer på Middelfartvej i Bolbro skal flyttes i forbindelse med letbanearbejdet. Hvert træ vurderes til at have en værdi af 100.000 kroner.

00:41

Hvert platantræ anslås til at have en værdi af 100.000 kroner.

Den ikoniske platanallé på Middelfartvej står i vejen for den kommende letbane. 

Normalt fælder Odense Letbane træer, der står i vejen for byggearbejdet, for derimod at plante to nye, men platantræerne i Bolbro bevares.

I alt skal ti aldrende træer til en værdi af 100.000 kroner stykket graves op og rykkes tættere ind mod husmurene langs vejen. På den måde bliver alléen bevaret. 

Læs også Frosten standser letbanearbejde

- Netop den karakteristiske platanallé ligger os meget på sinde at bevare. Det er karakteristisk for området, og derfor har vi valgt at gribe til en lidt utraditionel måde - nemlig at flytte de eksisterende træer, så man, også efter letbanen er kommet i gang, bevarer det her karakteristika for området, fortæller Odense Letbanes projektchef, Lars Scheuer.

Dyr flytning

Det glæder nabo til alléen Benny Mortensen. 

- Jeg synes, det er fantastisk. Jeg er pensionist, så jeg følger med i letbanebyggeriet hver dag. Jeg render ikke og brokker mig - jeg er imponeret over det, der sker. 

Det er en bekostelig affære at flytte træerne, men de penge er godt givet ud, mener Benny Mortensen.

- Letbanen er jo kommet for at blive, så vi kan lige så godt se det fra den positive side i stedet for. Der er alt for mange, der går og brokker sig. Det generer dem, de siger, vi ikke har råd - altså, vi er nødt til at hænge på vognen dér, siger Benny Mortensen.

Knaster i vejen

Onsdag rykkede byggeleder fra Barslund, René Nielsen, med firmaets største maskiner og stærkeste mænd ud til Middelfartvej. 

Læs også Historisk pæretræ må lade livet

Træernes knodlede grene gjorde, at maskinen ikke kunne gribe ordenligt fast. Derfor måtte der gives tilladelse til at save i de fredede træer.  Foto: Ole Holbech

Med en gigantisk klo skulle træerne være lige til at trække op af den endnu hårde martsmuld. Det var dog ikke helt uden komplikationer, at de knoldede træer blev løftet væk.

- Lige nu har vi den udfordring, at vores maskine ikke kan komme ind og ramme center af stammen, da vi har en gren i vejen. Vi har i øjeblikket en dialog med vores stadsgartner i Odense Kommune, som skal tage stilling til, om vi må skære lidt i grenen, fortæller René Nielsen. 

De ti platantræer er fredede, og derfor må byggelederen ikke selv finde fuksvansen frem og save i træet. Alle step skal rådføres og aftales med kommunen inden.

I 14 dage har René Nielsen planlagt flytningen af træerne, og da tilladelsen til at save i grenene blev givet, kunne kloen stikke i jorden og gribe korrekt om de enorme træer.

- Det er noget af et træ, når det kommer op dernede fra. Sikke et rodnet. Det er et flot bevaringsværdigt træ, og det er dejligt, når det kan lykkes med så stort maskinel. Det er en fornøjelse for en entreprenør at se, når ens planlægning lykkedes. Det er skønt, siger René Nielsen. 

Syv af de ti platantræer bliver på Middelfartvej. De øvrige tre flyttes til Møllemarksvej. 

00:17 Luk video
02:10 Luk video