Odense Letbane forklarer: Sådan kommer letbanen til at påvirke trafikken

Odense Letbane opfordrer bilister til at være ekstra opmærksomme på letbanekøretøjer så længe, at der er testkørsel igang for letbanen.

Ved krydset mellem Nyborgvej og Ejbygade i Odense passerer letbanen forbi de afventende køretøjer, der holder for rødt. 

Odense Letbane er nemlig i fuld gang med at teste og justere letbanens kørsel i byens pulserende trafik.

Bilisterne opfordres derfor til at være ekstra opmærksomme på letbanekøretøjet i lyskrydsene så længe, at testperioden er i gang, lyder meldingen fra Odense Letbane.

- Vi er i øjeblikket i en situation, hvor vi er i gang med at teste letbanen. I den forbindelse vil der være nogen steder, hvor det kommer til tage længere tid i trafikken,  siger Dan Ravn, der er drifts- og vedligeholdelseschef for Odense Letbane, og fortsætter: 

- Derfor vil bilister også nogle gange opleve, at der vil være grønt signal, mens letbanen er på vej ind gennem krydset. 

Letbanens strækning er 14,5 kilometer lang, og den kommer til at have 26 stationer fordelt i Odense Kommune. 

Strækningen skal gå fra Tarup Centeret og med endestation i Hjallese.

Om letbanen i Odense

Rød, gul, grøn - stop!

Odense Kommune og Odense Letbane samarbejder om at få justeringerne på plads for letbanens færden i trafikken. 

Eksempelvis så letbanekøretøjet kan nå at få bagpartiet over krydset, inden der bliver grønt lys for bilisterne.

For det er nemlig Odense Kommune, der endeligt beslutter, hvor lang tid der skal være grønt lys for letbanen i trafikken, fortæller Dan Ravn.

- Jeg vil godt slå fast, at letbanen kører ikke overfor rødt, lige såvel som at der ikke vil blive givet grønt lys for bilister og letbane på samme tid, siger Dan Ravn. 

- Det handler om at få den bedst mulige trafikafvikling, hvor alle skal tilgodeses.

Det er netop timingen mellem letbane og biler, der bliver afgørende i justeringen.

Letbanes signal kommer nemlig i fremtiden til at hænge tæt sammen med bilernes signal i lyskrydsene.

Nogle kryds giver udfordringer

Og netop krydset ved Nyborgvej og Ejbygade er en af de mere besværlige steder for letbanen. 

Det skyldes ifølge Dan Ravn, at strækningen har en kurve, der gør, at letbanen skal køre forholdsvis langsomt. 

- Det giver os selvfølgelig en udfordring, at timingen er den rigtige her. Det er specielt i de kryds, hvor vi har en kurve i forbindelse med letbanen. Det vil også være noget af det, som vil tage længere tid at få justeret, siger Dan Ravn.

Testkørslen involverer ikke kun tekniske udfordringer, men der er samtidig også nye letbanefører der for øjeblikket øver sig i at håndtere køretøjet.

Til foråret 2022 forventes letbanen at åbne for at få passagerer ombord.

Letbanen har været forsinket af flere omgange. Den skulle oprindeligt have været klar i slutningen af december sidste år. 










Oversigt

    Oversigt