Coronanedtur udeblev: Montana leverer største overskud nogensinde

Møbelvirksomheden Montana i Haarby syvdobler sit overskud i nyt regnskab. De negative effekter af corona udeblev, skriver virksomheden i sit regnskab.

Pengene fosser ind hos designvirksomheden Montana i Haarby. 

Den vestfynske virksomhed, der lever af at udvikle, producere og sælge designmøbler under navnet Montana, har netop offentliggjort sit regnskab. 

quote Vi har ligesom resten af branchen nydt godt af folks fokus på deres hjem og indretning af dette

Joakim Lassen, direktør, Montana

Overskuddet efter skat beløber sig til 37,4 millioner kroner. Det er mere end en syvdobling af sidste års resultat på 4,8 millioner kroner efter skat. Omsætningen er steget med 25 procent.

Overskuddet er hjulpet godt på vej af corona, mener Montanas direktør, Joakim Lassen.

- Vi har ligesom resten af branchen nydt godt af folks fokus på deres hjem og indretning af dette. Vi har haft længere leveringstid på ordrer end normalt, men til gengæld har vores forsyningskæder ikke været ramt som følge af pandemien. Vi får næsten alle råvarer fra Europa, og vores produktion ligger i Haarby på Fyn, og det har været en kæmpe fordel under en global pandemi, siger Joakim Lassen.

Overskuddet er Montanas største nogensinde. 

Det hidtil største overskud havde virksomheden tilbage i regnskabsåret 2010/11. Her havde virksomheden et overskud på 14,2 millioner kroner efter skat. Altså ikke engang tæt på rekordåret.

Corona og god timing

Men på sin vis landede corona også på det helt rigtige tidspunkt for Montana.

I 2019 lancerede Montana nemlig en ny digital strategi med egen e-handelskanal som omdrejningspunkt. En kanal, der stod klar netop som coronapandemien ramte i marts 2020.

Så efter en kort opbremsning i pandemiens første uger, tog salget fart, da mange hjemsendte fik travlt med at indrette og forbedre ting i hjemmet.

Montana øgede sit salg både på nettet og hos forhandlere.

Regner med halveret overskud næste år

Montana har store forventninger til det kommende år, men forventer samtidig, at den verdensomspændende råvaremangel og deraf stigende priser vil gøre indhug i overskuddet.

- Det forventes, at den globale situation på råvaremarkedet vil have en negativ indvirkning på omkostninger til virksomhedens primære råvarer, står der i regnskabet.

Samlet set forventer Montana et resultat til næste år på mellem 20 og 25 millioner kroner før skat. Altså cirka en halvering. I det netop offentliggjorte regnskab havde Montana et overskud på 48,3 millioner kroner. 

Montana beskæftiger i alt 152 medarbejdere i ind- og udland.

Egenkapitalen er siden sidste års regnskab øget med knap 40 millioner kroner til 141,1 millioner kroner.

Ifølge strategien vil Montana øge sit fokus på automatisering af produktionen.

Oversigt

    Oversigt