I det fynske folks tjeneste

Niels Thorborg blandt de 10 rigeste i Danmark

Niels Thorborg er ifølge Business.dk den niende rigeste i Danmark. Foto: Morten Rode/Fynske Medier

Det er lidt op og ned for de fynske milliardærer på den såkaldte rigeliste. Lego-familien er klart de rigeste i landet.

Fyns rigeste mand, Niels Thorborg debuterer i top 10 på Berlingske Business Magasins liste over Danmarks rigeste personer.

Det skriver Business.dk.

Niels Thorborg stryger med en formue på 8,7 milliarder kroner ind på niendepladsen, hvilket er et hop på syv pladser i forhold til 2015.

52-årige Niels Thorborg etablerede allerede som 21-årig virksomheden VaskRent, der siden ændrede navn og er blevet til L’easy-koncernen, der sælger og udlejer hvidevarer og elektronik til kunder i hele Norden.

Niels Thorborg skilte sig tidligere i år af med net-butikken Wupti.com. Den fik han 312 millioner kroner for. 

Han ejer fortsat reklamebureauet Nørgård Mikkelsen, isenkræmmerkæden Inspiration, IT-firmaet Hesehus samt Odense Sport & Event, der står bag fodboldklubben OB. 

I begyndelsen af september gik Niels Thorborg sammen med Mikael Goldschmidt i gang med at fusionere deres to isenkræmmerkæder Inspiration og Imerco. Fusionen skal dog godkendes af konkurrencemyndighederne.

Skjærbæk er ude af listen

Men mens det går fremad for den på Fyn boende Niels Thorborg, så er det gået tilbage for en anden fynbo.

Erik Skjærbæk, der har sin investeringsformue fra salget af Svendborg Brakes, er røget ud af rigmandslisten.
I de senere år har han boet og investeret i Panama, skriver Business.dk.

Lego topper overlegent

Øverst på listen finder man Lego-familien. Dens formue udgør nu en tredjedel af den samlede formue på Berlingske Business Magasins rigeliste. Dens formue er ifølge Business.dk på 145,7 milliarder kroner.

Shipping- og oliemanden Torben Østergård-Nielsen, Bunker Holding i Middelfart, indtager igen i år en placering som den 11. rigeste dansker. Han er ifølge Business.dk god for 8,1 milliarder kroner.

Tobaksfamilien Halberg fra Svendborg er nummer 100 med en formue på 1,1 milliard kroner. Familien deler placeringen med entreprenøren Michael Mortensen, Horsens.

Dynekongen og Christian Stadil

Dynekongen Lars Larsen er nummer fire på listen. Han er god for 27 millarder kroner, mens familien Fleggaard er god for 6,7 millarder kroner og lander på en 15.-plads.

Karma-direktøren Christian Stadil, som fornylig stod forrest, da Stadil-familien åbnede nyt hovedkvarter for virksomheden Sanovo Technology på Datavej i Odense, er god for 3,7 milliarder kroner og indtager en 25.-plads på listen.

Se hele listen her

Ved du noget? Så send os et tip