Rahbæks skattebetalte Twitter-profil anklages for propaganda

Den socialdemokratiske Odense-borgmester Peter Rahbæk Juels Twitter-konto er betalt og drevet af Odense Kommune. Flere eksperter mener, at borgmesterforvaltningen bruger den til partipolitisk propaganda.

På det sociale medie Twitter har Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel en profil. Men den er betalt og drevet af Odense Kommune, så både Rahbæk Juel selv og borgmesterforvaltningens kommunikationsfolk kan tweete på vegne af borgmesteren. 

TV 2/Fyn har gennemgået Peter Rahbæk Juels Twitter-konto og forelagt en række tweets for Sten Bønsing, lektor i forvaltningsret og Roger Buch, forskningschef hos Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Blandt andet tweets hvor den kommunalt betalte Twitter-profil bruges til at rose S-formand, Mette Frederiksen, og andre, hvor Venstres Kristian Jensen står for skud. 

- Det er et led i en socialdemokratisk kampagne, som selvfølgelig er rettet mod landspolitikken, men som også retter sig mod det kommunalvalg, vi har om et øjeblik. Så det her, det er jo propaganda, det er et led i en kampagne og det synes jeg ikke, at offentlige ansatte skal være involveret i, siger Roger Buch, forskningschef på Danmarks Medie og Journalisthøjskole. 

Her et eksempel fra Peter Rahbæk Juels Twitter-konto, hvor han roser Mette Frederiksen:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sten Bønsing, lektor i forvaltningsret på Aalborg Universitet er enig med Roger Buch.

- Jeg læser dem som socialdemokratisk markedsføring og partipolitiske standpunkter. Det er ikke noget, man lovligt kan gøre som en del af en kommunal twitterprofil, siger Sten Bønsing. 

Her et eksempel, hvor den kommunalt drevede Twitter-profil angriber Venstres Kristian Jensen:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kommunen fjernede Tweets

Odense Kommune har fjernet retweet omhandlende et socialdemokratisk møde
Odense Kommune har fjernet retweet omhandlende et socialdemokratisk møde
Foto: Fra Twitter

Da TV 2/Fyn første gang henvendte sig til Odense Kommunes borgmesterforvaltning, valgte de at fjerne to tweets, som ifølge dem var ulovlige. Det ene omhandlede den franske politiker Emmanuel Macron, og det andet var et retweet fra Magnus Heunicke (S), omhandlende et socialdemokratisk topmøde. 

Men ifølge Roger Buch og Sten Bønsing er der fortsat en række en række eksempler, som viser, at kommunens embedsmænd laver partipolitisk arbejde. 

Odense Kommune afviser - men vil ikke på tv
I en mail til TV 2/Fyn skriver Odense Kommunes juridiske chef, Karina Elbrønd:

- Det afgørende er naturligvis, at vi holder os indenfor de rammer, der gælder for embedsmænds betjening af det politiske niveau. Det er noget, vi er meget opmærksomme på. Når vi kommunikerer på fx Twitter, handler det derfor typisk om loyalt at informere om eller fremme Odenses interesser i overensstemmelse med byrådets tilkendegivelser.

TV 2/Fyn vil gerne interviewe den juridiske chef om emnet. Vi vil ydermere gerne interviewe chefen for borgmesterkontoret om baggrunden for Twitter-profilen. Men de ønsker ikke at stille op til interview. 

Ekspert-udtalelser undsiger Rahbæk Juel

Tidligere på måneden kunne TV 2/Fyn fortælle, at blå blok i Odense vil indføre specifikke regler op til kommunalvalget, for at sikre at kommunens embedsmænd ikke bliver brugt til at føre valgkamp. Reglerne var inspireret af Region Syddanmark, men det afviste borgmesteren.

- Jeg kan forstå Venstre efter Carl Holst-skandalen, hvor der var en sammenblanding mellem det politiske og embedsværket. Men fordi der har været skandaler med Venstre i Region Syddanmark, så skal det ikke kaste skygger over Odense Kommune. For vi har ikke politiske embedsmænd i kommunen, sagde Peter Rahbæk Juel.    

Rahbæk Juel: Vi har ingen politiske embedsmænd

Men ifølge eksperterne bliver Peter Rahbæk Juels Twitter-konto, som er drevet af borgmesterforvaltningen, altså brugt til at fremme socialdemokratiske budskaber. 

- Jeg læser dem som partipolitiske indlæg i debatten. Det handler om ting, der er centrale for Odense Kommune. Men de er for mig stadig partipolitiske indlæg fra en socialdemokrat med kritik af den borgerlig regering eller med ros af egen partiformand. Det kan man ikke bruge kommunens twitterprofil til, siger Sten Bønsing. 

Og Roger Buch er ikke i tvivl. 

- Det er i strid med reglerne, og ikke en kommunes opgave eksempelvis at hjælpe en borgmester med at føre kamp mod finansministeren, siger Roger Buch.   

Oversigt

    Oversigt