Padelcenter er kommet til Middelfart: - Det er nok den sjoveste sport, jeg har prøvet

Padeltennis er vokset eksplosivt i købet af de seneste ti år, og nu er et padelcenter også kommet til Middelfart.

Otteårige Mollie Gregersen sender tennisbolden over nettet med padel-ketcheren og stikker i et stort smil.

- Det er sjovt! udbryder hun.

Sammen med sin storesøster Vida Gregersen og veninden Gry Lohmann Knudsen er hun taget i det spritnye padelcenter i Middelfart, der lørdag kunne slå dørene op til otte nye baner.

Gry Lohmann Knudsen og Mollie Gregersen havde en god dag med at spille padel.
Gry Lohmann Knudsen og Mollie Gregersen havde en god dag med at spille padel.
Foto: Amanda Holmgaard Sørensen

For ti år siden var der kun syv baner i hele Danmark, men i dag findes der omkring 700 af slagsen.

- Det giver god mening at placere et i Middelfart, for her er stort potentiale i baglandet. Vi kan få folk til fra både Fredericia, Bogense, Middelfart og andre omkringliggende steder, siger Henrik Bjørnhardt-Hansen, der sammen med makkeren Jesper Bennike har åbnet centret. 

En sport for alle

Det er halvandet år siden, at Henrik Bjørnhardt-Hansen og Jesper Bennike fik idéen til at starte padelcentret i Middelfart. Efter stort arbejde med kommune, sponsorer og andre praktiske ting, kunne de med stor succes åbne dørene på første dag.

- Vi har fået en fantastisk modtagelse, smiler han og kigger på de fyldte baner.

Padel er en form for en kombinationssport, der kan sammenlignes med tennis, squash, badminton og bordtennis. Og så er det en sportsgren, alle kan deltage i.

- Sporten kan samle mennesker. Man kan spille på tværs af køn, alder og beskæftigelse, nikker Henrik Bjørnhardt-Hansen.

Der er otte baner at boldre sig på i det nye padelcenter.
Der er otte baner at boldre sig på i det nye padelcenter.
Foto: Amanda Holmgaard Sørensen

På den ene bane er der stadig fuld gang i Vida Gregersen, Molly Gregersen og Gry Lohmann Knudsen. Mens Vida Gregersen har prøvet spillet før, er det helt nyt for de to andre, men lige sjovt for dem alle tre.

- Det er ret sjovt og meget nemmere at ramme end med en normalt tennisketcher. Det lykkes nærmest hver gang, smiler Mollie Gregersen.

- Det er sjovt, fordi man kan tyre bolden, griner tiårige Gry Lohmann Knudsen.

Hverdagssport med venner

Tiårige Vida Gregersen spiller i dagens anledning på den ene banehalvdel alene mod de to nybegyndere. Normalt spiller man double.

Men hun synes, det er dejligt, at padelcentret nu er kommet til nærområdet.

- Det er fedt, at man kan spille det sammen med sine venner, det ville være sjovt. Fordi man så kan udfordre sig selv i stedet for at spille mod nogen, der går til det, siger Vida Gregersen.

Også Gry Lohmann Knudsens mor, Karen Lohmann Knudsen, er taget til åbent hus i det nye center. Hun begyndte at spille padel for to år siden og er blevet grebet af sporten.

Gry Lohmann Knudsen, Vida Gregersen og Mollie Gregersen er alle klar på en dag mere i padelcentret i Middelfart.
Gry Lohmann Knudsen, Vida Gregersen og Mollie Gregersen er alle klar på en dag mere i padelcentret i Middelfart.
Foto: Amanda Holmgaard Sørensen

- Den voksede bare på mig, og så blev vi samtidig flere og flere. Til at starte med var vi otte, der spillede sammen, og nu er vi 40 til 50 stykker. Så det er dejligt, at det nu kan blive en større del af hverdagen frem for at skulle køre til Kolding eller Odense, smiler Karen Lohmann Knudsen.

På Vida, Gry og Mollies bane bliver der stadig både grinet og spillet på livet løs.

- Det er nok den sjoveste sport, jeg nogensinde har prøvet, fastslår Vida Gregersen.

Tilbage i februar blev padel kaldt "arnestedet for dansk padel" af formanden i Dansk Padel Forbund, og Odense er faktisk den by i Danmark med flest padelbaner per indbygger.

Oversigt

    Oversigt