I det fynske folks tjeneste

Fynsk landstræner: Derfor stopper jeg

Nils Nielsen har brugt meget energi på at være landstræner for Danmark, og nu ser han frem til at få ro på.

00:16

Video: TV 2 Sport

I samarbejde med TV2.dk

Efter fire år i spidsen for det danske kvindelandshold er samarbejdet mellem Nils Nielsen og DBU slut.

En frisk sølvmedalje ved EM i Holland blev således den 45-årige fodboldtræners sidste resultat som dansk landstræner. 

Læs også Tre uger efter historisk EM-sølv: Dansk landstræner stopper

- Det er det rigtige tidspunkt nu, når det gik, som det gik til EM. Så for at rykke på tingene, skal der ske noget nyt, og så er man også nødt til at overveje, hvem der skal stå i spidsen for det nye. Og der skal jeg kunne se mig selv i det, og de DBU skal også kunne se sig selv i det. Og der er vi nået frem til, at det ikke skulle være sådan, siger Nils Nielsen til TV 2 Sport.

Ved EM for tre uger siden gik Danmark hele vejen til finalen og måtte til sidst se sig slået af de hollandske værter, efter de undervejs blandt andet havde slået de seksdobbelte europamestre fra Tyskland ud.

En slutrunde over al forventning, men alligevel er Nielsen afklaret med beslutningen og begrundelsen for bruddet.

- Det er det bedste for begge parter, at der kommer ny energi ind. Det handler ikke om, hvorvidt jeg er god eller dårlig. Vi var enige om, at det var et godt tidspunkt. Kvindelandsholdet fortjener det bedste, og hvis jeg mangler fem procent af min energi, fortjener pigerne en anden. 

Læs også Fynsk landstræner blandt verdens bedste

- Jeg har det faktisk rigtig fint. Jeg er glad for det, vi er opnået. Og det jeg har gjort for dansk kvindefodbold i ti år.

Skal vænne sig til tanken

I løbet af fire år som landstræner nåede han at tegne på taktiktavlen i 59 kampe. Inden har han været træner for Danmarks U18-herrer og flere danske fodboldklubber. Men med den friske nyhed om et stop som landstræner har han i øjeblikket ingen funktion inden for fodbolden.

- Jeg glæder mig til at jeg skal i gang med noget andet nu, for det her har slugt rigtig meget energi de sidste mange år, siger Nielsen, der dog ikke vil præcisere hvad ’noget andet’ er.

- Jeg ved ikke hvad jeg skal nu. Jeg har jo kun lige haft et par dage til at vænne mig til tanken.

I 1994 tog Nils Nielsen elitetræneruddannelsen fra Danmarks Trænerskole, og i 2000 blev han uddannet Cand.Scient. i sportsscience.

Per Nielsen overtager landstrænerposten efter Nils Nielsen. 

02:01

Video: Tv 2 Sport

Luk video