Ny metode skal lære fynske børn at læse og skrive hurtigere

Nyt læringsprojekt lader små børn skrive løs, selvom de hverken kan læse eller stave. Så lærer de stavningen senere.

’Dåme neidn gni srmbse’

Det er ikke en sætning, der giver meget mening for den voksne læser.

Men for en gruppe børn i børnehaveklassen på Tåsingeskolen i Svendborg giver det rigtig god mening.

Det er nemlig deres allerførste forsøg på at skrive sætningen:

’De dumme børn går ud i strømpesokker’.

Børnene er med til at afprøve et nyt dansk læringssystem, som der er store forventninger til. Projektet ’Skriv og Læs’ går enkelt fortalt ud på, at små børn, der hverken har lært at læse eller skrive endnu, bliver kastet direkte ud i at skrive deres egne små bogprojekter.

quote Det er jo fantastisk. Det er jo sådan vi lærer at læse og skrive. De er helt vilde med det

Lone Tofting Larsen, børnehaveklasseleder i Svendborg

Når de så har skrevet deres eget bud, så træder læreren til og får sammen med børnene skrevet den samme sætning på en forståelig måde.

- Det er jo fantastisk. Det er jo sådan vi lærer at læse og skrive. De er helt vilde med det, siger deres børnehaveklasseleder Lone Tofting Larsen.

Og børnene følger da også ivrigt med, når hun gennemgår deres første sætning.

- Nu kan jeg høre ’P’, råber en lille dreng begejstret.

Og så er han et lillebitte skridt nærmere på at kunne stave til ’strømpesokker’.

Alt gemmes og analyseres

Writereader er firmaet bag systemet, der kaldes ’opdagende skrivning’. Sammen med Danmarks Pædagogik og Uddannelse (DPU) på Aalborg Universitet og Danmarks Tekniske Universitet (DTU) ruller de nu systemet ud på landsplan.

Det sker med millionstøtte fra Statens Innovationsfond og i samarbejde med kommuner som eksempelvis Svendborg.

quote Det interessante ved stavning er, at det i vid udstrækning kommer af sig selv

Jeppe Bundsgaard, professor fra DPU på Aalborg Universitet

- Det er tit et problem i den tidligere skriveindlæring, at man fokuserer så meget på korrekthed, specifikt på stavning, i stedet for at fokusere på alle de andre ting, som skriften også handler om. Som at skrive til nogen. Finde ud af, hvilke oplysninger personen skal have, for at det giver mening og så videre. Så skal man ikke fokusere så meget på stavning. For det interessante ved stavning er, at det i vid udstrækning kommer af sig selv, forklarer professor Jeppe Bundsgaard fra DPU på Aalborg Universitet.

Systemet har den avancerede kvalitet, at fordi alle børnenes skriverier foregår på iPad, kan alting gemmes og analyseres. Konklusionerne bliver så sendt tilbage til børnenes lærer, der på den måde kan følge med i udviklingen af børnenes skriftsprog og beslutte, om der eksempelvis skal sættes ind med særundervisning, eller om der er mistanke om ordblindhed hos barnet.

- Undervisningsteknologi er en særdeles vigtig videnskabelig udfordring, og projektets planlagte AI-løsninger (brug af kunstig intelligens, red.) vil yde et væsentligt bidrag til udvikling af dansk sprogteknologi, siger professor ved DTU Lars Kai Hansen.

Milliarder at spare

Ambitionen med projektet er, at det kan reducere antallet af børn med læse- og skrivevanskeligheder fra 15 til 10 procent.

I dag regner man med, at 15 procent af alle elever, der afslutter 9. klasse, mangler de læse- og skrivefærdigheder, der er nødvendige for at starte på en ungdomsuddannelse.

Skrive- og læsevanskeligheder koster anslået samfundet 40 milliarder kroner i tabt produktivitet og udgifter hvert år. Foruden de personlige omkostninger det har for den enkelte. Derfor er der store fordele at høste, hvis man kan bringe antallet af danskere med læse- og skrivevanskeligheder ned ved at tage en lille omvej omkring de små børns helt egen og uforståelige stavning.

- Så kommer vi frem til, hvordan vi skriver, og hvordan bogstaverne ser ud. Og så lærer vi at børnestave, som Magnus Helstrup fra 0. klasse på Tåsingeskolen i Svendborg udtrykker det.

Oversigt

    Oversigt