I det fynske folks tjeneste

Penge på vej til nødstedte dyr

En tidlig julegave er på vej ud til de foreninger og organisationer, som arbejder med dyrevelfærd og nødstedte dyr.

En filippinsk krokodille er flyttet ind i Terrariet Vissenbjerg. Filippinske krokodiller er verdens mest truede krokodilleart med under 250 individer tilbage i naturen. Foto: Ole Holbech

Landbrugsstyrelsen sender i disse dage 14 millioner kroner ud til de foreninger og organisationer, som har søgt årets dyrevelfærdspulje.

Der har været stor efterspørgsel på tilskud fra dyrevelfærdspuljen, og selvom der i år er rekordmange midler, har det ikke været svært at afsætte dem, skriver Landbrugsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Alle tilskudsberettigede ansøgere har efter prioritering fået tilskud.

Landbrugsstyrelsen udbetaler pengene til arbejdet med dyrevelfærd i Danmark inden jul, så de foreninger og organisationer som har søgt puljen, er klar til at hjælpe nødstedte dyr i 2019.

Flere fynske organisationer og institutioner et blandt modtagerne. Det er blandt andet foreningen Nye Hesteliv i Blommenslyst, Terrariet Vissenbjerg, Min ven Katten Odense, Fonden Frydenlund Fuglepark i Tommerup og Landsforeningen Husdyrenes Vel Fyn i Ringe.

Læs også Adopter en hest

Så meget modtager de:

Nyt Hesteliv: 159.161 kroner

Landsforeningen Husdyrenes Vel Fyn: 129.321 kroner

Min ven katten Odense: 86.769 kroner

Fonden Frydenlund Fuglepark: 83.484 kroner

Den Selvejende Institution Inges Kattehjem: 58.930 kroner (Har blandt andet afdeling i Odense)

Terrariet Vissenbjerg Fond: 42.807 kroner

Se oversigten over alle modtagerene her.

Dyrevelfærdspuljen 2018

Formålet med dyrevelfærdspuljen er at forbedre dyrevelfærden i Danmark. Derfor er det muligt for foreninger og organisationer, der arbejder for bedre dyrevelfærd at søge om tilskud til aktiviteter, der knytter sig til dette arbejde.

 

Hovedparten af støtten er målrettet foreninger, der arbejder for at komme dyrene direkte til undsætning. I alt er mere end 90 pct. af puljens midler gået til foreningsstøtte. Tilskud til foreninger går til:

  • Transport eller behandling af syge og tilskadekomne, misrøgtede, herreløse eller vilde dyr.
  • Drift af internater for tilskadekomne, misrøgtede, herreløse eller vilde dyr.
  • Oplysningskampagner om dyrevelfærd.

Resten af puljen er tildelt udviklingsprojekter, der støtter og skaber ny viden om arbejdet med dyrevelfærd.

 

Kilde: Landbrugsstyrelsen