Robotlejr for piger vil inspirere fremtidens opfindere

En sommerlejr på Teknologisk Institut lærer piger om de mange muligheder, der er inden for robotternes verden.

Der bliver programmeret på livet løs på Teknologisk Institut i Odense. 

Sådan er det nok de fleste dage, men for tiden er de, der gør det, lige lidt yngre, end de plejer at være.

Sommerlejren Robot Camp, som er for piger i alderen 13 til 15 år har til formål at lære deltagerne om, hvordan robotter tænker og arbejder. Derefter skal de i samarbejde udvikle deres egne robotter.

- Det var min mor, der fandt lejren, fordi jeg har været lidt i tvivl om, hvilken uddannelse jeg gerne vil have. Og så har jeg altid syntes, at robotter har været interessante, siger Johanna Wellejus, der deltager på lejren. 

Også deltageren Frida Schjellerup Philosof er grebet af robotter. 

- Jeg kan godt lide sådan noget med robotter og teknologi. Det, synes jeg, er meget nice, siger hun. 

Det er organisationen High Five Girls, som står bag lejren. Det er en forening, som har til formål at inspirere piger i alderen 13 til 19 år til at interesse sig for de såkaldte STEM-fag. STEM er en sammentrækning af science, technology, engineering og mathematics. 

Altså videnskab, teknologi, ingeniørarbejde og matematik. Og selvom der i begyndelsen skulle lidt ekstra benarbejde til at finde deltagere, så går det nemt nu, fortæller Marianne Andersen, der er stifter af High Five Girls. 

- I starten skulle vi håndplukke nogle piger i den aldersgruppe hos mødre eller fædre, vi kendte. Men nu kommer de mere eller mindre af sig selv via vores sociale medier, siger hun. 

Fremtidsmuligheder

Det er robotingeniøren Clionadh Martin, der står for at inspirere og undervise de 15 piger på lejren. 

Hun har tidligere arbejdet for Blue Ocean Robotics og har siden startet sit eget robotfirma, Coalescent Mobile Robots, som blandt andet arbejder på at udvikle robotter til brug i supermarkeder og varehuse. 

Ifølge Unicef er der på verdensplan næsten dobbelt så mange drenge som piger, der vælger fag inden for STEM-feltet. 


Der er dog gode chancer for, at de to piger, TV 2 Fyn har snakket med, vælger STEM-vejen, fortæller de. 

- Jeg vil gerne med noget inden for robotter eller teknologi, siger Frida Schjellerup Philosof. 

Også Johanna Wellejus tror på, at det kunne være en fremtidsmulighed for hende. 

- Det har vist, at det er en vej, jeg sikkert kan finde på at gå, fordi bare det at nørde sig ned i noget uden at føle sig helt ved siden af er jo altid fedt. Det er helt sikkert noget, jeg vil overveje, siger hun. 

Det sociale i fokus

At Robot Camp er for piger giver ifølge deltagere en lidt mere afslappet stemning. 

- Vi kan snakke om nogle andre ting, og vi kan være mere åbne. Tit er der også forskel på, hvordan forskellige køn håndterer samarbejde og at arbejde i grupper, siger Johanna Wellejus. 

Sammen med det faglige indhold er der også stor fokus på det sociale. Deltagerne på campen overnatter sammen i en spejderhytte.

- Det er megahyggeligt. Jeg elsker det. Man får så mange nye venskaber, og vi kan holde kontakten, fordi vi bor tæt på hinanden, siger Frida Schjellerup Philosof.

Det bakker Johanna Wellejus op om.

- Man får lov til at arbejde med robotterne, man får lov til selv at prøve noget af. Samtidig har man bare grineflip og kan sidde en masse piger og snakke, samtidig med man får lov at prøve noget nyt. 

I de har dage har femten piger mellem 13 og 16 år deltaget i en to-dages robotcamp i Odense.

 

Oversigt

    Oversigt