Stop karakterræset: Studenter dropper karakteren i huen

To klasser med nyudklækkede studenter har valgt at droppe traditionen om den sidste karakter i huen. Fokus skal være på alt det andet, man har lært, mener initiativtageren.

Traditionen tro bliver huen med det røde bånd sat på glade gymnasieelever rundt omkring på Fyn, når de i disse dage afslutter deres sidste eksamen. 

Men på Katedralskolen i Odense er der én tradition man har brudt med. To klasser på gymnasiet har valgt, at de ikke vil have karakteren fra deres sidste eksamen skrevet i huen. 

- Jeg kunne faktisk ikke se nogen god grund til det, fordi gymnasiet har båret præg af noget meget større og så meget mere end det, siger Andreas Jacobsen, der er student i 3. M fra Odense Katedralskole.

Det var ham, der kom på idéen om at droppe, at karakteren skulle skrives i huen. 

- Man er kommet igennem gymnasiet, og man er blevet student. Det er der, sejren ligger, og ikke i det tal, man kommer ud med, forklarer Andreas Jacobsen. 

- Alle var henrykte over idéen

Idéen opstod efter Andreas Jacobsens dansklærer, Tony Andersen, havde skrevet et debatindlæg om, at der var kommet alt for stort fokus på den sidste karakter. 

- Så tænkte jeg, at fokus skal da flyttes. Så jeg talte med en af mine gode venner om, at det kunne være fedt at fjerne karakteren. Så vi tog det op på klassenivau, og alle var henrykte over ideen, fortæller Andreas Jacobsen. 

Dansklæreren selv er også begejstret over idéen.

- Det er en super god idé. Man skal tænke på, at den sidste karakter bare er en i lang række af karakterer, som de har fået igennem deres studentertid, og der er en tendens til, at den er kommet til at fylde alt for meget, siger han

Asbjørn Prip Andersen går i 3. A på Odense Katedralskole, og mener ligeledes, der er for meget fokus på, hvilket karakter man får. . 

- Jeg er lige kommet ud fra eksamen, og jeg er allerede blevet spurgt fem gange om, hvordan det gik. Det synes jeg er lidt trist, og det er jeg ærgelig over. Jeg ville hellere have flere, der bare sagde tillykke.

Helt okay at være stolt

Initiativtageren har ikke noget imod, hvis andre nyudklækkede studenter skriver deres karakter i huen. Han mener dog, at en masse andre af de ting, der følger med de tre års studietid har stor betydning

- Jeg skal ikke slå folk oven i hovedet, som har skrevet deres karakter i huen, fordi de er stolt af den, men der er så meget mere at være stolt af, selv hvis man får 12, vil jeg vove at påstå, at der er meget mere, som vægter så meget, siger Andreas Jacobsen. 

Han håber, idéen om ikke at skrive karakter i huen breder sig. 

- Det vil glæde mig at kunne se den her ide tage over på andre gymnasier og andre uddannelser i det hele taget. For jeg tror ikke kun, det er vores gymnasie eller min klasse, der måske vægter karakterne lidt for højt, siger han.

Gymnasieklasser nægter at skrive karakterer i studenterhuerne. De vil gerne gøre op med karakterræset.

Oversigt

    Oversigt