I det fynske folks tjeneste

Analyse: Venstre på Fyn er lillebror i magtkampen

Det fynske Venstre er lillebror, når de store slås om magten i partiet. Det er jyderne, som sidder med overhånden.

Lige nu peger pilen på, at Jakob Ellemann-Jensen bliver ny formand for Venstre.

Når Venstre-folk fra hele landet samles til ekstraordinært landsmøde den 21. september i Herning for at vælge ny formand og næstformand, sidder jyderne med de stærkeste kort. Fyn har ikke meget at skulle have sagt.

Hvis nogen er i tvivl, har de seneste ugers rivegilde i Venstre desuden været en stærk påmindelse om, at det gamle bondeparti stadig er båret af mænd med brune håndflader, som mødes i små partiforeninger til ostemad og kaffe.

Læs også Svendborg: Venstre-formand vil af med Løkke og Jensen

Dem skal man ikke rage uklar med. De kræver at få indflydelse for deres 250 kroner i årligt kontingent. Og partitoppen har fået en lektion i, at Venstre stadig er folkeligt forankret.  

Det har tyve års centralisering og professionalisering af dansk politik med statspenge til partiet ikke ændret på. I hvert fald ikke i Jylland.

Jyden stærk og sej

Ud af de cirka 850 delegerede, som har stemmeret til landsmødet, kommer knap 500 fra Jylland. Fyn kan kun stille med højest cirka 85 delegerede. Resten er fra Sjælland.

Når jyderne står så stærkt, skyldes det, at der her stadig er mange små partiforeninger. I Jylland har man undladt at fusionere. Og da hver partiforening kan stille med mindst én delegeret til landsmødet uanset, hvor få medlemmer der er i foreningen, har Jylland i dag langt de fleste delegerede.

Fynske delegerede fra partiforeningerne

Nordfyn: 8

Middelfart: 7

Odense:16

Assens: 9

Faaborg-Midtfyn: 7

Svendborg: 6

Langeland: 4

Nyborg: 7

Kerteminde: 4

Ærø: 4

 

I alt 72 delegerede fra partiforeningerne på Fyn.

 

Derudover deltager fynske V-borgmestre, folketingspolitikere, kandidater og gruppeformænd fra kommuner, hvor der ikke er V-borgmestre. Fyn forventes at stille med cirka 85 delegerede.

 

(Kilder: Venstres vedtægter, TV 2, Jyllands-Posten)

For eksempel kan en stor kommune som Odense (ca. 200.000 indbyggere) kun stille med 16 delegerede, mens Ringkøbing Skjern (ca 57.000 indbyggere) kan stille med ikke færre end 24 delegerede.

Derfor giver det dønninger i hele Venstres organisation, når jyderne rører på sig. Fynboerne kan højest bidrage til uroen og puste lidt til gløderne. Men aldrig vælte læsset.

Fyn er lillebror

Det sidste kan være en del af forklaringen på, at V-folkene på Fyn i sidste uge fløj lavt under radaren i formandsopgøret. Bortset fra kommuneforeningen i Svendborg var der påfaldende tavshed. 

Tilsyneladende har den trofaste Lars Løkke-støtte og tidligere minister Lars Christian Lilleholt gjort sit til at lukke munden på dem. Han har angiveligt haft travlt med at føre telefonsamtaler med partiets fynske tillidsfolk.

Læs også Lilleholt om dramatisk Løkke-farvel: - Uværdigt

Men selv om de lokale fynske partiforeninger havde valgt at trodse opfordringerne fra Lilleholt, havde det næppe gjort nogen synderlig forskel. 

Det er nemlig jyderne, der bestemmer. Punktum.

Fyn i slipstrømmen

Det passer sikkert også bedre til det milde, fynske temperament at lægge sig i slipstrømmen på jyderne.

Nu afventer de fynske tillidsfolk, at der kommer nok opfordringer til at pege på Jakob Ellemann-Jensen. Herefter vil de klappe hælene i og gøre det samme.

Læs også Fynske borgmestre har klart ønske for næstformandsposten i Venstre

Det samme vil ske, når Inger Støjberg formentlig meget snart melder sig som kandidat til posten som næstformand. 

Hun er jo fra Jylland, og jyderne vil insistere på, at der skal sidde en etnisk jyde ved siden af ham københavneren, som vist nok aldrig har malket en ko.