Flere flytter fra by til land: Fynske kystbyer populære som aldrig før

Det er populært at flytte til de fynske landkommuner. I Assens er hussalget steget med 78 procent i første kvartal sammenlignet med samme periode sidste år.

Pernille Brøsted bor lige nu i Ringsted med sin mand og datter på 4 måneder, men i maj går familien i gang med byggeriet af deres drømmehus i Vissenbjerg, der har de nemlig købt en byggegrund af kommunen.

- Vi havde straks en god mavefornemmelse, og kunne hurtigt se mulighederne i området, fortæller Pernille Brøsted i en pressemeddelelse.

- Vi skulle finde en byggegrund som passede til vores pengepung, og derfor kiggede vi uden for Odense. Og her havde Vissenbjerg det, vi søgte. En familieby, der ligger tæt på motorvejen, så vi kan besøge vores familia både på Sjælland og i Jylland. Der er vuggestue, børnehave, skole, natur, dagligvarebutikker og et aktivt foreningsliv og gode idrætsfaciliteter. Og så er det nemt at komme rundt på Fyn, siger Pernille Brøsted i en pressemeddelelse.

Ud på landet

Pernille Brøsted og familien er ikke de eneste, der har fået øjnene op for Assens Kommune. Siden 2017 har Assens Kommune oplevet mere end en fordobling i salget af kommunale byggegrunde til privat boligbyggeri - fra ti solgte byggegrunde i 2017 til 24 solgte i 2020. 

Samtidig er hussalget i kommunen steget med 78 procent, hvis man sammenligner de første tre måneder i år med samme periode sidste år. Det viser nye tal fra Boligsiden. 

Udviklingen går igen i alle de fynske kommuner, men særligt på Langeland, Ærø og i Kerteminde, har de oplevet store stigninger i antallet af solgte huse. 

quote Vi har et ambassadørkorps, som faktisk er ved at løbe tør for velkomstgaver, og jeg er rigtig stolt over den indsats, som de gør for lokalsamfundet, og også for det lokalsamfund, som nogle af dem måske for nyligt er blevet en del af.

Søren Steen Andersen (V)

Antal solgte huse i de fynske kommuner:

KommuneJan-mar. 2020Jan-mar. 2021Ændring i procent
Kerteminde47104121%
Ærø265092%
Langeland447980%
Assens10819278%
Middelfart9917476%
Nordfyns7010854%
Faaborg-Midtfyn15223051%
Odense40356340%
Svendborg15020637%
Nyborg759729%

At netop landkommunerne oplever de største stigninger, overrasker ikke Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden. 

I de områder får man som køber mere for pengene, og det kan være en medvirkende årsag til den stigende tendens, som kommunerne oplever nu.

- Allerede inden corona ramte, så vi en begyndende bevægelse fra by mod land, og den bevægelse er blevet styrket det seneste år. Det kombineret med, at salgspriserne generelt er lavere uden for de største byer, og at man som køber dermed får mere plads for pengene gør, at mange boligkøbere kan se mulighederne i at bosætte sig i landkommuner som Assens, siger Birgit Daetz i en pressemeddelelse.

Arbejder på mere tilflytning

Borgmester i Assens Kommune, Søren Steen Andersen (V), glæder sig over tendensen, men lægger også vægt på, at kommunen i længere tid har arbejdet på, netop at gøre det attraktivt at flytte til kommunen.

- Vi har faktisk arbejdet på det længe, og det betyder meget for en kommune i provinsen, at folk vil flytte til. Men vi kan jo også se, at der er forskellige fremtidsforskere, der i længere tid har udtalt, at folk vil begynde at søge mod landet og naturen, og det har de fået ret i må man sige, fortæller borgmester Søren Steen Andersen.

Og i Assens Kommune har den store interesse faktisk betydet, at man nu må lede efter flere byggegrunde.

- Vi er faktisk der, hvor vi har svært ved at finde byggegrunde, men vi er i fuld gang med at finde flere. Folk fandt under corona ud af, at det, de havde gået og tænkt på længe, det kunne de gøre nu; nemlig flytte hen til mere plads og forme ejendommen efter deres egne ønsker, forklarer Søren Steen Andersen.

Hos familien Brøsted glæder de sig nu bare til, at kalenderen siger maj.

- Vi kan ikke vente på at komme i gang med byggeriet, og vi glæder os ekstremt meget til, at det står færdigt, siger Pernille Brøsted i en pressemeddelelse.