Morten kan ikke stå inde for ældreplejen - han og 13 andre har sagt op siden maj

14 ud af 24 fastansatte på Bo-enheden Kildebakken har siden maj opsagt deres stilling. De vil ikke længere lægge navn til den pleje, de kan yde.

- Jeg kan sige det så kort, at nok må være nok.

Det udtaler Morten Rosenløv Jørgensen, der er sosu-assistent og tidligere tillidsmandsrepræsentant på Bo-enheden Kildebakken i Assens. Han er en af i alt 14 fastansatte, som siden maj har forladt deres stilling på plejehjemmet. 

- Jeg har sagt op, fordi jeg simpelthen ikke vil lægge navn til mere og løbe så stærkt, som vi gør, siger han.

I alt er der 24 fastansatte på plejehjemmet, hvilket er ti færre end for godt tre år siden, hvor kommunen gennemgik en stor sparerunde. Siden er arbejdsforholdene ifølge Morten Rosenløv Jørgensen blevet kraftigt forværret, og det tager hårdt på de ansatte, forklarer han:

- Vi oplever igen, at sygefraværet begynder at stige, og kollegaer er kede af det, når de går hjem fra arbejde. Vi oplever også kollegaer, der ikke får noget at spise i arbejdstiden, og mange af kollegaerne holder egentlig først pause, når de enten sidder i deres bil eller er på vej hjem fra arbejde på cykel. 

Morten Rosenløv Jørgensen peger først og fremmest på normeringen som årsag til medarbejderflugten. Flere ansatte har klaget over, at de har for travlt, men også at de mangler opbakning fra kommunen. 

- Vi føler os bare lidt i ingenmandsland, og at vi ikke bliver hørt, siger han.

Nye besparelser var dråben 

Kildebakken er dog langtfra det eneste sted i Assens Kommune, hvor arbejdsforholdene i ældreplejen halter. Det har 18 medarbejdere fra forskellige plejeenheder i den vestfynske kommune fortalt til TV 2 Fyn.

Samtidig er kommunens pleje af de ældre igennem længere tid blevet kritiseret af pårørende som Tine Alice Jensen, der flere gange har fundet indtørret afføring i sin farmors seng og tøj.

For sosu-assistent Morten Rosenløv Jørgensen er tiden til at udføre arbejdet nu blevet så knap, at han ikke længere vil lægge navn til det. 

quote Sådan som vi arbejder lige nu er vi også administrative medarbejdere, og vi er nærmest en halv psykolog nogle gange, og vi har også nærmest en socialrådgivertitel og en halv kokkeuddannelse

Morten Rosenløv Jørgensen, Sosu-assistent, Bo-enheden Kildebakken

- Det bliver absolut kun kerneopgaverne, den enkelte har fået visiteret, siger han. 

Derfor blev det dråben, da han for nylig hørte om nye besparelser.   

- Sådan som det ser ud lige nu, skal man spare, og igen går det ud over normeringen af personalestaben. Igen skal man rende stærkere, og jeg tror, at konsekvensen af det er, at vi kommer til at opleve flere sygemeldinger fremadrettet, siger han. 

Presset af mange roller

Ind imellem er der opstået vanskelige og ubehagelige situationer med personer, der har særlige udfordringer, men er blevet visiteret til Kildebakken. Det fortæller Morten Rosenløv Jørgensen:

- Vi havde én med et svært blandingsmisbrug, hvor trusler om vold faktisk var en del af hverdagen. Der var også legemsangreb, og vi gik med overfaldsalarmer på et tidspunkt, og det hører ikke til en almen plejebolig.

Generelt oplever han, at arbejdsopgaverne langt overstiger medarbejdernes tid og kompetencer. 

- Sådan som vi arbejder lige nu, er vi også administrative medarbejdere, og vi er nærmest en halv psykolog nogle gange, og vi har også nærmest en socialrådgivertitel og en halv kokkeuddannelse, hvis man kan sige det så groft. Vi har rigtig mange kapper på, men det er udover vores kompetencer, og det lægger et pres på den enkelte ansatte, siger han.

Egentlig mener sosu-assistent Morten Rosenløv Jørgensen, at Bo-enheden Kildebakken har potentiale til at blive Fyns bedste arbejdsplads. Men det potentiale bliver langtfra indfriet, og han kan ikke længere stå inde for sit arbejde. Fotograf: Redigering: