Polske butikstyve risikerer udvisning

Fire ugers varetægtsfængsling og så en udvisning af Danmark med indrejseforbud. Det er formentlig, hvad der venter tre polakker på henholdsvis 34, 32 og 30 år, der mandag blev anholdt for flere tilfælde af butikstyverier og indbrud.

De to af mændene, der kom til Danmark 4. januar, har erkendt at stå bag tyverierne, mens den tredje, der har opholdt sig i landet siden september og efter eget udsagn også har arbejde, nægter at kende til dem.

Det skriver Fyens.dk.

Han er heller ikke registreret på de videokameraer, der var med til at fælde dem.

Når politiet alligevel sigter ham, er det fordi en del af kosterne blev fundet i et skab på hans værelse.

Det skete under ransagning mandag aften af den bolig på Frederik Ernsts Vænget, hvor de holder til.

I alt er der fundet koster i form af blandt andet sportstøj, Lego, Barbiedukker, knivsæt, hårtørrere og sågar tandpasta til en samlet værdi af 40.000-50.000 kroner.

En del af det stammer fra tyverier og indbrud i Assens, men prismærker afslørede, at de også har været i Tarup Center ved Odense.

De to, der erkendte tyverierne forklarede, at den bil, de var kommet til landet i var gået i stykker, og at de håbede at kunne sælge noget af det stjålne, så de kunne få den repareret.

Oversigt

    Oversigt