En fynbo får svar: Bliver børn holdt adskilt i sfo'erne?

Kan reglerne om små og faste legegrupper bøjes, når det drejer sig om børnenes tid i de genåbnede sfo'er? Sådan lyder spørgsmålet fra en fynbo. TV 2/Fyn forsøger at finde et svar.

Skoleklokken ringer ud for sidste gang, og penalhusene pakkes i skoletaskerne. Nogle af børnene bliver hentet af deres forældre, mens andre skal bruge resten af dagen i selskab med pædagoger og børn fra andre legegrupper, klasser og årgange. Eller hvad?

TV 2/Fyn undersøger i denne uge svarene på de spørgsmål, som fynboerne sidder inde med efter genåbningen af skoler og daginstitutioner.

Spørgsmål fra en fynbo

Det umiddelbare svar på Lone Skovs spørgsmål er at finde i den instruks, som Sundhedsstyrelsen har sendt ud til ledelse og personale på landets skoler.

Her fremgår der følgende:

Sfo og fritidsordning skal indrettes således, at elever så vidt muligt kun er sammen med de samme elever som resten af skoledagen.

Sundhedsstyrelsens instruks vedr. genåbning af skole og SFO.
Sundhedsstyrelsens instruks vedr. genåbning af skole og SFO.

Styrelse henviser til KL

Hvad der helt nøjagtigt ligger i formuleringen så vidt muligt har Sundhedsstyrelsen ikke ønsket at uddybe.

Her henviser man i stedet til Kommunernes Landsforening, som ifølge styrelsen kan redegøre for, hvordan man fortolker og udmønter instruksen fra sundhedsmyndighederne.

- Det vil i høj grad være lokalt, man skal finde svarene på spørgsmål gående på anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen. Forholdene lokalt kan være meget forskellige, og derfor vil løsningerne også være forskellige, siger Christian Harsløf, der er direktør i KL.

Kommunernes Landsforening sender altså spørgsmålet direkte videre til den enkelte skole og dens ledelse.

Det muliges kunst

Anders Fæster Nielsen, der er formand for Skolelederforeningens lokalafdeling i Middelfart og skoleleder på Gelsted Skole, kender alt til både instruks og daglig praktik.

quote Vi har lovet os selv, at den her situation ikke må gå ud over børnene. Det betyder, at vi også laver en pædagogisk afvejning

Anders Fæster Nielsen, Skoleleder på Gelsted Skole

På hans skole har man organiseret sig sådan, at børnene forbliver i deres skoleklasser også om eftermiddagen. Det gør det lettere at fastholde dem i faste legegrupper.

- Langt hen ad vejen lykkes det, men hen på eftermiddagen bliver der færre børn, og der kan vi simpelthen være nødt til at koble børn fra forskellige grupper sammen.

- Vi har lovet os selv, at den her situation ikke må gå ud over børnene. Det betyder, at vi også laver en pædagogisk afvejning, siger Anders Fæster Nielsen.

- Skal have lov til at være børn

Han understreger, at skolen efterlever instruksen så godt som overhovedet muligt.

Skolelederen fra Gelsted mener dog samtidig, at skolen også i denne tid er forpligtet til at vægte børnenes trivsel højt. 

- Jeg bider mærke i, at det ofte bliver nævnt, at børn er børn. At de skal have lov at være børn. Derfor lader vi heller ikke to børn sidde isolerede fra hinanden en hel eftermiddag, fordi deres gruppekammerater er gået hjem. Hvis børnene finder sammen i en leg på tværs af grupper i ydertimerne, så lader vi dem selvfølgelig gøre det, siger Anders Fæster Nielsen, skoleleder på Gelsted Skole.

Oversigt

    Oversigt