I det fynske folks tjeneste

Økonomiske problemer: Coronapandemi kan tage livet af Tinderbox

Coronapandemien har skabt alvorlige økonomiske problemer for selskabet bag festivalen Tinderbox. Det fremgår af regnskabet ifølge Finans.

Coronapandemien kan få store konsekvenser for fremtiden for Tinderbox Festival. Foto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix

Den verdensomspændende coronapandemi kan blive dødsstødet for både Tinderbox Festival i Odense samt Northside Festival i Århus. 

Læs også Nyt Tinderbox-minus i 2019

Selskabet, der står bag festivalerne, er nemlig i alvorlige økonomiske problemer. 

Det skriver mediet Finans på baggrund af årsregnskabet for 2019 fra DTD Holding. 

- Såfremt krisen udvikler sig væsentligt anderledes end forventet af ledelsen, kan der opstå væsentlig usikkerhed, der kan rejse betydelig tvivl om koncernens fortsatte drift, fremgår det af regnskabet ifølge Finans. 

Brian Nielsen, der er direktør i DTD Holding, har ikke ønsket at kommentere historien fra Finans. 

Underskud to år i træk 

De to seneste regnskabsår er endt med et underskud for DTD Holding, der i 2019 blev opkøbt af det amerikanske festival- og koncertselskab Superstruct Entertainment. 

I 2018 lød underskuddet på 11 millioner kroner, og i 2019 lød det på minus 12 millioner kroner. Ved udgangen af 2019 var selskabets egenkapital på 30 millioner kroner. 

Netop den relativt store egenkapital i forhold til underskuddet er positivt for selskabet. 

Læs også Ekspert vurderer: Aflysning kan blive en fordel for Tinderbox

Det forklarer Thomas Kraft Jørgensen, fagchef i FSR - danske revisorer, til Finans. 

- Økonomien i selskabet per  31. december viser en stor egenkapital i forhold til aktivernes størrelse, hvilket er positivt. Så selv om man laver et stort underskud i 2019, er der altså kapital til rådighed til at betale gælden. 

- Hvis selskabet i 2020 forventer et underskud på 10 millioner  kroner, hvor egenkapitalen så ville være nede på 20 millioner kroner ved årsskiftet, kan covid-19 jo resultere i, trods hjælpepakker fra staten, så stort et underskud, at hele egenkapitalen forsvinder, hvorefter ejerne måske tvinges til at skyde mere kapital ind i selskabet, forklarer han. 

Forventer at afholde festivaler i 2021

I regnskabet fremhæver DTD Holding, at der i de nye budgetter arbejdes ud fra, at det i 2021 er muligt at afvikle både Northside, Tinderbox og andre arrangementer. Derudover er der indregnet økonomiske hjælpepakker samt et billetsalg på niveau med tidligere år. 

- Ud fra nye budgetter er det ledelsens vurdering, at der er tilstrækkelig likviditet til at fortsætte driften. Moderselskabet har samtidig underskrevet en støtteerklæring med henblik på at yde økonomisk støtte i det omfang, det er nødvendigt for at understøtte selskabets drift, står der i regnskabet. 

Både Tinderbox Festival og Northside Festival måtte aflyses i 2020 på grund af coronapandemien. Det er endnu uvist, om der kan afvikles festivaler og lignende arrangementer i 2021.