Personlige trænere i opråb til politikerne: - Vi er ikke et fitnesscenter

Claus Sloth kan i sit personlige træningscenter ikke få lov til at give personlig træning én til én før august. Han forstår ikke, at hans træningscenter sammenlignes med et traditionelt fitnesscenter. 

Claus Sloth driver et af landets største personlige træningscentre i Odense, og han får ikke lov til at åbne før august - på samme tidspunkt som landets fitnesscentre.

At hans livsværk bliver sat i samme bås som traditionelle fitnesscentre, undrer ham.

- Vi er ikke et trænings- eller fitnesscenter, som man kender det. Vi er et personligt træningscenter, og derfor forstår jeg ikke helt, hvorfor vi er kommet ind under den kategori, siger Claus Sloth til TV 2/Fyn.

Bygger på gammel opfattelse

Han håber, at politikerne vil få en anden forståelse for, hvilken forretning han driver, og hvordan den adskiller sig fra andre træningscentre.   

- Det bygger på en gammel opfattelse af, hvad et træningscenter er. Det kan være, at et fitnesscenter bare var et fitnesscenter for ti år siden, men det er det ikke mere, siger Claus Sloth.

quote Det bygger på en gammel opfattelse af, hvad et træningscenter er

Claus Sloth, personlig træner

Hvis man førhen arbejdede som personlig træner som ham og hans kollegaer, var de traditionelt set ansat i et fitnesscenter, men i dag sammenligner han sin forretning mere med en fysioterapeut, en kiropraktor eller en frisør. 

- Vi har personlig træning én til én, ligesom en fysioterapeut har genoptræning, fortæller Claus Sloth. 

Her er forskellen 

Han mener derfor, at hans personlige træningscenter skal behandles på lige fod med andre liberale erhverv, der igen kan åbne for kunder og ikke skal vente - ligesom fitnesscentrene - til august. 

- Den helt store forskel er, at kunderne kun kommer, når vi har en aftale med dem. I et fitnesscenter har du et medlemskort, og så kan du træne, når du har lyst. Det er også en del af vores pakke, men 80 procent kommer direkte for den personlige træning, forklarer Claus Sloth, hvis træningscenter er 1.200 kvadratmeter stort, og som regel kun har ti personer i centret ad gangen, inklusive fem personlige trænere. 

Med andre ord er der ikke tale om et fitnesscenter, hvor der ofte er fyldt med mennesker, der bruger de samme maskiner, og hvor de kan komme og gå, når det passer dem, mener han. 

Yogainstruktør: Fitnesscentre er meget større

Han støttes af yogalærer Signe Valentin Kej, der driver et yogastudie i Odense. Hun forstår heller ikke, hvorfor hun ikke må åbne for sin yogaundervisning før august.

- I mit og andres yogastudier er det meget organiseret bevægelse. Der er en instruktør og et lille yogahold, og vi kan godt leve af de små yogahold, siger instruktøren.

Derudover er der forskel på, hvordan udøverne bruger omklædningsrum og badefaciliteter, hvor der i et fitnesscenter kan være større risiko for at sprede smitte. 

Fitnesscentre kan efter planen tidligst åbne som en del af fase fire i genåbningen i Danmark. Det forventes at ske i starten af august, men det afhænger af, hvordan coronavirus spreder sig i samfundet hen over sommeren.

Oversigt

    Oversigt