Program for Det Fynske Bogtræf

Nu kan du dykke ind i dagsprogrammet for Det Fynske Bogtræf. Tinghuset i Svendborg er rammen for en række interviews, overraskelser, workshops, præsentation af forlag og bogsalg. Forbehold for ændringer.

Bogtræffet finder sted lørdag den 8. februar fra klokken 10 - 17
 

10-17: Velkomststand Badges, programoversigt, oversigtskort med videre. (Foyeren)

10-17: Mikroforlag og Litteraturhusets boghandel (Lokale: Markedspladsen)

10-17: Svendborg Biblioteks hovedstand Fokus på skønlitteratur og litterær rådgivning. (Foyeren)

10-17: Bibliotekets kloge stand. Eksponering af faglitteratur og Bibliotekets faglige arrangementer samt salg af Tænkepauser. (Lokale: Herman Bang)

10-17: Betalæser-datingcentral. Her kan betalæsere og og forfattere finde hinanden. (Lokale: Herman Bang)

10-17: e-reolens selvbetjente lyttelounge. (Lokale: Suzanne Brøgger)

10-17: Bogbyttecentral Stil en bog, som du er færdig med at læse, i reolen og tag din næste, gratis læseoplevelse med hjem. (Lokale: Suzanne Brøgger)

10-17: Arbejdende værksted. Kig ind og se en tegneserie blive skabt. Illustratorerne Nicolai Hvidberg og Nadia Staldgaard fortæller om og viser, hvordan de arbejder med tegneserier, graphic novels og bog-illustrationer.   (Lokale: Asterix)

10-14: MagiLaboratoriet ved Trine Juhl. Litteraturformidling i nye klæder. På MagiLaboratoriets stand på Det Fynske Bogtræf kan du se et udvalg af dukker fra serien "Kvinder i Litteraturen". Det vil være muligt at købe udvalgte originaldukker - for første gang nogensinde. Du finder også andre magiske opfindelser med litterære referencer på standen." (Lokale: Asterix)

10.10-11.25: Workshop for forfatterspirer ved Forlaget Historia. Læs mere her. Gratis tilmelding her (Lokale: Thit Jensen)

10.15: Morgensang ved Svendborg Bibliotek. (Lokale: H.C. Andersen salen)

10:30-10.50: Talk med Mads Peder Nordbo. Mads Peder er vaskeægte fynbo. Han er født og opvokset i Tommerup, hvor han efter en årrække i Grønland nu bor igen med sin familie, kun et minuts gang fra sin mor. Fra den trygge base rækker han med stor succes ud i resten af verden. Hans krimier er udgivet i hele 38 lande, så arctic noir-krimiserien om den sorgfulde journalist Matthew Cave i Grønland har gjort Mads Peder Nordbo til en af Danmarks mest berømte krimiforfattere ude i den store verden. Interviewer: Signe Ryge, TV 2/ Fyn. (Lokale: H.C. Andersen salen)

10.30-10.50: Snigpremiere på Simon Kabels kommende bog. Simon fortæller og læser op fra bogen , Aprosalypse, som udkommer i løbet af foråret på forlaget Baggaardsbaroner. (Lokale: Karen Blixen)

10.55-11.15: Talk med Simone Mørch Stjer. Simone er født i Svendborg og debuterede i januar med romanen S. Romanen er delvist inspireret af hendes eget liv, men også af erfaringerne fra hendes arbejde på Vesterbro med stofmisbrugere og hjemløse. I romanen følger vi Helene, der i miljøet omkring Istedgade møder bandemedlemmet Sammi. Mens vennerne fra gymnasietiden forsvinder ind i normaliteten, bruger de to sammen dagene på at skaffe stoffer og tage dem, hvor de kan. Interviewer: Anna Holmgaard, Litteraturhuset Svendborg. (Lokale: H.C. Andersen salen)

11.00: Meet & greet forfatter Mads Peder Nordbo. (Lokale: Johannes V. Jensen)

11-13: Åben litteraturscene. Drop ind og få en helt ny, litterær oplevelse. Fynske forfattere læser op af deres værker. (OBS: alle pladser er booket). (Lokale: Karen Blixen)

11.15: Overraskelse (Lokale: Johannes V. Jensen)

11.30-11.50: Talk med Michael Larsen. Michael er dansk forfatter, journalist, foredragsholder, debattør og akvarelkunstner. Han brød for alvor igennem, både nationalt og internationalt, i 1994 med krimien Uden Sikker Viden. Siden har han skrevet blandt andet krimierne Slangen i Sidney og Femte Sol Brænder. Bøgernes succes har gjort ham til en af de mest oversatte, danske forfattere. Michael  har en ny bog på bedding til april. Han har også skrevet filmmanuskripter, bl.a. til Operation Cobra. Siden 2006 har Michael Larsen boet på Ærø. Interviewer: Signe Ryge, TV 2/ Fyn. (Lokale: H.C. Andersen salen)

11.50: Overraskelse (Lokale: H.C. Andersen salen)

12.00-12.30: Bibliotekets rullende bogcafé (Lokale: Thit Jensen)

12.00: Meet & greet Michael Larsen (Lokale: Johannes V. Jensen)

12.15-12.45: Mikkel Baaring Andersen, Skrivemaskinen i samtale med Christel Sunesen, Mikrofest Om litteraturscenen i Danmark lige nu, hvor de små flag betyder mere og mere for at nære og udvikle nye talenter. Hvad skal der til for at skabe det spiremiljø, der er nødvendigt for at udvikle litteratur - og hvilke tilbud er der reelt i Danmark? Mikkel Baaring Andersen er projektleder på Skrivemaskinen i Odense, planlagt lillesøster til Forfatterskolen i København, mens Christel Sunesen står bag Mikrofest, der samler alle de danske mikroforlag. (Lokale: Thit Jensen)

12.30-12.50: Talk med Sara Maria Glanowski. Sara er opvokset i Odense, men bor i New York, hvor hun har skrevet sin anmelderroste debutbog Skyggebokser - fortællinger fra kanten af New York. Da Sara blev spurgt om, hun ville komme til bogtræf i Svendborg, tøvede hun ikke et sekund. Hun købte straks en billet til Danmark, så hun kan møde sine fynske læsere og fortælle om, hvordan hun fik adgang til et ellers lukket miljø i en af verdens ældste bokseklubber i New York. Bogen beskriver de voldsomme konflikter om race, køn og ulighed der i disse år brager afsted i U.S.A.  Interviewer: Signe Ryge, TV 2/ Fyn. (Lokale: H.C. Andersen salen)

12.55-13.20: Talk med Amalie Langballe. Amalie Langballe er fra Stenstrup og debuterede i 2019 med romanen Forsvindingsnumre, der vakte opsigt med sin hudløse, knugende stærke beskrivelse af sorgen over tabet af en mor til kræft. Romanens mange spor viser, hvordan Agnes forsøger at finde sin vej mellem lammende sorg og overlevelse. Med vild sex, på rejser, i destruktive affærer, med afvæbnende humor, i desperation. Romanen modtog i november Bogforums Debutantpris. Interviewer: Anna Holmgaard, Litteraturhuset Svendborg. (Lokale: H.C. Andersen salen)

13.00: Meet & greet Sara Maria Glanowski. (Lokale: Johannes V. Jensen)

13.00-14.00: Lydbog live. Oplev den professionelle lydbogsoplæser Peter Bøttger læse op.(Lokale: Thit Jensen)

13.10-16.05: Maratonoplæsning. I anledning af det litterære tidsskrift Udkants 20-års fødselsdag udkommer et særnummer kun med sydfynske forfattere. Særnummeret rummer 15 ud af de godt 20 forfattere, der er på Sydfyn. Det er en hyldest til litteraturen og til forfattere på Sydfyn. Den udkommer den 8. februar, og i den anledning bliver der oplæsning i hele tre timer af de mange forfattere. (Lokale: Karen Blixen)

13.30-13.55: Talk med Mich Vraa og Jesper Bugge Kold. Mich Vraa fra Odense er formodentlig Danmarks flittigste oversætter og forfatter. Han har over 1000 titler bag sig og har blandt andet oversat Jonathan Franzen, Ernest Hemingway og Dan Brown. Mich Vraa har selv et omfattende forfatterskab bag sig, som båder læsere og anmeldere har taget imod med stor begejstring. Hans seneste og prisbelønnede romantrilogi om Dansk Vestindien bragte ham for alvor ud til et stort publikum.

Jesper Bugge Kold debuterede i 2014 med romanen Vintermænd, som handler om to tyske brødre under 2. Verdenskrig. Den blev flot modtaget og lå endda på bestsellerlisten i Tyskland. Siden er yderligere en håndfuld bøger kommet til, og Jesper har et stort publikum, som ser frem til hver en ny udgivelse fra den skrivende bibliotikar fra Sydfyn. Interviewer: Signe Ryge, TV 2/Fyn. (Lokale: H.C. Andersen salen)

14.00: Meet & greet Jesper Bugge Kold og Mich Vraa. (Lokale: Johannes V. Jensen)

14.05-14.25: Talk med Mikkel Mosen. Han debuterede med et brag i september 2019 med den anmelderroste nøgleroman Ud af Slumreland. Hovedpersonen flytter med familien til Ærø for at leve et mere enkelt liv, noget forfatteren selv gjorde for fire år siden. I 19 år havde Mikkel drømt om at skrive, men først efter at have lagt tilværelsen om, har han kunnet realisere drømmen. Interviewer: Signe Ryge, TV 2/Fyn. (Lokale: H.C. Andersen salen)

14.30-16.00: Workshop: Lav dit eget kreative bogmærke ved MagiLaboratoriet. Trine Juhl er uddannet inden for Litteraturvidenskab og driver i dag MagiLaboratoriet - en sammensmeltning af hendes akademiske baggrund, feministiske overbevisning og et ønske om at være selvstændig. På workshoppen kan du lave bogmærker med din yndlingsforfatter på - så tænk over, hvem det er, mens du bevæger dig rundt på Det Store Bogtræf og forhåbentlig bliver præsenteret for en masse nye forfattterstemmer. Formålet er ikke at lære en masse fine nye broderisting, snarere vil fokus være på litteraturen og det at skabe noget ud fra den inspiration, som den bringer. Meget begrænset antal pladser. Tilmelding her (Lokale: Thit Jensen)

14.30: Meet and greet med Mikkel Mosen. (Lokale: Johannes V. Jensen)

14.35-14.55: Talk med Morten Møller. Den prisbelønnede historiker, forfatter og underviser på Skolerne i Oure har fem store faglitterære værker bag sig. De har alle høstet store roser hos anmelderne. Senest har han skrevet Den Røde Underverden om kurerer, spioner og militante kommunister i mellemkrigstidens Skandinavien. Interviewer: Signe Ryge, TV 2/ Fyn. (Lokale: H.C. Andersen salen)

14.45: Overraskelse. (Lokale: Johannes V. Jensen)

15.00-15.20: Talk med Mads Peder Nordbo og bogblogger Maria Johansen. Hvordan kan forfattere og bogbloggere bruge hinanden? Mød en af Danmarks mest populære bogbloggere, Maria Johansen, som er kvinden bag bloggen Book Me Up Scotty, i en samtale med forfattere Mads Peder Nordbo, der gerne samarbejder med bloggere om at formidle sit forfatterskab. Interviewer: Marie Louise Florival, TV 2/Fyn. (Lokale: H.C. Andersen salen)

15.00-15.30: Svendborg Biblioteks rullende bogcafé. (Lokale: caféen) 

15.00: Meet & greet Morten Møller. (Lokale: Johannes V. Jensen)

15.30-15.50: Talk med Morten Ramsland. Den prisbelønnede forfatter fra Næsby brød igennem i 2005 med romanen Hundehoved, som han indkasserede adskillige priser for, blandt andre De Gyldne Laurbær. Senere kom romanerne Sumobrødre og Æg, som også er blevet flot modtaget af læsere og anmeldere. Seneste har Ramsland udgivet romanen Lyskabinettet, som han selv siger, er bogen, han gerne ville have læst, da han var en ung mand. Interviewer: Pernille Redder, TV 2/Fyn. (Lokale: H.C. Andersen salen)

16.00-16.20: Bogblogger Maria Johansen, Odense, anbefaler de bedste, fynske bøger. Interviewer: Signe Ryge (Lokale: H.C. Andersen)

16.15-16.35: Talk med Mikael Josephsen. Mikael Josephsen fra Svendborg har gennem en lang årrække skrevet romaner og lyrik om livet på bunden af samfundet, herunder Svendborgs notorisk hårde stofmiljø. Med en præcis stemme, ærlighed om livet med misbrug og overlevelse har han formået at beskrive de helt anderledes liv med empati og ærlighed, så alle kan lære og ikke mindst lytte.  Interviewer: Anna Holmgaard, Litteraturhuset Svendborg. (Lokale: Karen Blixen)

16.45: Tak for i år! Arrangørerne lukker scenen i H.C. Andersen Salen ned. Men fortsæt gerne med at snuse rundt på Det Fynske Bogtræf indtil dørene lukker klokken 17.

 

 

Oversigt

    Oversigt