Robotvirksomheder fusionerer: vil erobre Kina

Odense Robotklynge får en ny spiller, efter Nordbo Systems har fusioneret med LEAD Robotics. Navnet på den nye fælles virksomhed er Nordbo Robotics.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På det nye skilt til kontoret i bygningerne i den sydlige del af Odense står der nu Nordbo Robotics.

Hidtil har Nordbo Systems og LEAD Robotics været delt som to selvstændige virksomheder. De har dog haft et så tæt samarbejde de seneste par år, at de vurderede, at der ville være mange fordele ved en fusion.

Med afsæt i kompetencerne i de to virksomheder bliver Nordbo Robotics en robot-konsulent virksomhed med fokus på at udvikle robotprodukter og løsninger, som giver kunderne en større fleksibilitet og kontrol over deres robotinstallationer.

quote Vi er i en unik position med vores tekniske know-how og vores eksisterende forbindelse til det kinesiske marked. Det giver derfor rigtig god mening at satse på eksport til dette marked

Leo Zhou, adm. direktør i Nordbo Robotics

- Robot og automations verdenen smelter i øjeblikket sammen med IT-verdenen, hvilket giver fantastiske muligheder for at øge fleksibiliteten i løsninger til sortering, polering og slibning. Vi vil være blandt de bedste til at udnytte de værktøjer IT-verdenen byder på, fortæller Jimmy Alison Jørgensen, som bliver teknisk chef i den nyfusionerede virksomhed. 

Han har undervist ved Mærsk Instituttet i Odense indtil 2015, og har blandt andet startet LEAD Robotics op med finansiering fra kinesiske investorer.

Om Nordbo Robotics

Nordbo Robotics kommer også til at arbejde med løsninger indenfor simulering, kunstig intelligens og onlineløsninger. 

Ekspansion til Kina 

Virksomheden består i dag af 15 mand, og planen er at fordoble antallet af medarbejdere inden for et år. En større ekspansion i Kina er planlagt inden for den nærmeste fremtid.

Her foregår en stor del af verdens bearbejdningindustri, og der er et massivt og stigende behov for automatisering af opgaver.

Det gælder for eksempel polering, da dette er yderst sundhedsskadeligt og et område, hvor det er svært at finde uddannet arbejdskraft.

- Vi kan ikke fortælle mere om det på nuværende tidspunkt, men vi forventer snart at sætte endnu mere skub på vores aktiviteter i Kina, fortæller Leo Zhou, der tidligere var administrerende direktør i Nordbo Systems og nu er ny CEO for Nordbo Robotics.

Fra højre er det Lukusz Zymla, ansvarlig for operation og support. Dernæst Leo Zhou, administrerende direktør, og Jimmy Alison, teknisk chef i Nordbo Robotics 
Fra højre er det Lukusz Zymla, ansvarlig for operation og support. Dernæst Leo Zhou, administrerende direktør, og Jimmy Alison, teknisk chef i Nordbo Robotics 

Virksomheden har allerede leveret deres produkt Mimic til flere kinesiske virksomheder. Mimic kopierer menneskets bevægelser over til en robot, og derefter kan robotten efterligne bevægelserne. Mimic kommer også på Shanghaimessen CIIF sidst i september.

- Vi er i en unik position med vores tekniske know-how og vores eksisterende forbindelse til det kinesiske marked. Det giver derfor rigtig god mening at satse på eksport til dette marked, siger Leo Zhou, der var med til at grundlægge Nordbo Systems. Han er selv født i Kina og flyttede til Danmark som 10-årig. 

Står stærkere sammen

Det er ikke tilfældigt, at netop de to virksomheder har valgt at fusionere. Siden de startede i Odense Robotics StartUp, har samarbejdet været tæt.

- Den viden, kompetencer og forretningsforbindelser vi kan tilføre hinanden via vores fusionering, kommer til at styrke os begge betragteligt. Jeg er ikke i tvivl om, at Nordbo Robotics kommer til at stå stærkt på både det danske og udenlandske marked, mener Leo Zhou.

 

Oversigt

    Oversigt