Direktør efter stor fabriksbrand: - Det er en alvorlig brand

En brand hos kompositproducenten Dencam i Faaborg natten til mandag har ødelagt en af virksomhedens store portalfræsere.

En større brand hos Faaborg-virksomheden Dencam, der producerer elementer til vindmølleindustrien, kan få alvorlige konsekvenser for produktionen.

Én af virksomhedens tre store portalfræsere er helt ødelagt efter branden. Det fortæller Jens Andersen, der er administrerende direktør hos Dencam.

quote Det er helt afgørende, hvor skadede de to portalfræsere er blevet af branden. Det kommer an på, hvor varmt der har nået at blive inde i hallen

Jens Andersen

- Vi har kun fået lov at kigge hurtigt ind i produktionshallerne, og den ene fræser ud af tre er brændt helt ud. Det er en alvorlig brand, siger Jens Andersen.

Dencam skal nu have ekstern hjælp til at finde ud af, hvor medtagede de to resterende fræsere er.

- Vi skal have vurderet vores fræsere, for bygningen står der stadig, og taget kan repareres. Så det er helt afgørende, hvor skadede de to portalfræsere er blevet af branden. Det kommer an på, hvor varmt der har nået at blive inde i hallen, siger Jens Andersen. 

Kraftig røg

Direktøren fortæller, at natholdet opdagede kraftig røgudvikling omkring klokken 00.30. herefter slog de alarm til politi og beredskab, der hurtigt nåede frem.

- Vi kender ikke brandårsagen endnu, det arbejder de på at finde ud af. Jeg er bare glad for, at der heldigvis ikke var nogen, der kom til skade, siger Jens Andersen.

Han har endnu ikke noget overblik over, hvor stort et økonomisk slag branden kan blive for virksomheden. Det skal virksomhedens forsikringsselskab være med til at skabe overblik over. 

 

Oversigt

    Oversigt