Fredssang i Faaborg: - Man skal lave små manifestationer, når man kan og vil

Mange støtter de ukrainere, der lige nu oplever krig i landet på forskellige vis. I Faaborg sang Horne Mandskor lørdag formiddag fredssange.

På Torvet i Faaborg blev der lørdag sunget for fred, da Horne Mandskor brød ud i skønsang og gav fremmødte faaborggensere noget at se og høre på midt i formiddagsshopping og hygge i den begyndende forårssol.

Og selvom korsang ikke behøver nogen særlig årsag, så var dagens optræden fra Horne Mandskor en støtte til alle dem, krigen i Ukraine går ud over.

- Man skal lave små manifestationer alt afhængig af, hvad man kan og vil være med til. Og i Horne Mandskord har vi to oplagte sange om fred, vi kunne synge, siger Jørgen Rasmussen, der er dirigent i koret.

Sang kan noget

Idéen til sang på Torvet opstod fredag hos dirigenten, der hurtigt gik i gang med at kontakte korets medlemmer. 35 ud af 45 mand dukkede op trods den korte varsel.

- Det er jo godt og dejligt at se så mange faaborggensere dukke op, smiler Jørgen Rasmussen.

Selvom der ikke var tale om økonomisk støtte, så føler koret stadig, at det har gjort en forskel.

- Sang og musik indeholder nogen følelser, og når man har en tekst på, der fortæller noget om de følelser, så tænder det bare noget i folk, siger dirigenten og sender sit kor ud i en ny fredssang.

Se sangen fra Torvet.

Oversigt

    Oversigt