Her snyder ejer af forladt fabrik journalist: - Hedder du ikke Finn?

I mere end 20 år har stålfabrik på Midtfyn stået tom og været i forfald. Ejeren bor i Tyskland, og vil ikke svare på spørgsmål.

Han tager telefonen med det samme. 

- Ja, hallo?

- Hej Finn, det er Kristian Wraae, jeg er journalist hos TV 2 Fyn.

Men samtalen stopper kort tid efter - inden den rigtigt kommer i gang. 

Vi ville gerne spørge ejeren af en forladt stålfabrik ved Aarslev på Midtfyn, hvorfor fabrikken sumper hen. Mange brugere har tippet TV 2 Fyn om fabrikken, efter vi som en del af kampagnen "Fyn skal være Fin" har bedt om eksempler på forfaldne bygninger for at sætte fokus på områder på Fyn, der trænger til en kærlig hånd.

fyn_skal_vaere_fin_bannner


I 2017 konkluderede forskningscenteret Vive, at der dengang var op mod 22.000 nedrivningsparate huse i Danmark. Og jo længere ud på landet - desto flere af dem. Her på Fyn er der procentvis flest nedrivningsparate huse i Assens, Faaborg-Midtfyn, Langeland og Nordfyns kommuner. Historierne bag ruinerne spænder vidt. 



I Sdr. Højrup ved Aarslev på Midtfyn kort før årtusindeskiftet gik Fønix Staalindustri konkurs. En fynsk forretningsmand, Finn, købte fabrikken og lejede en del af den ud. Men den anden del lod han forfalde. Til stor frustration for naboerne.

- Når det blæser, flyver tagpladerne ud over marken. Vi oplever også, at mange går på opdagelse i bygningen, selvom det er farligt. Og så skæmmer det jo landsbyen, siger Karsten Thorsen, der er nabo til Fønix Staalindustri.

Kasper Thorsen er nabo til den efterladte fabrik Fønix Staalindustri, som ligger ved Aarslev. Han ville ønske, at ejeren rev ejendommen ned, men det er ikke så ligetil.
Kasper Thorsen er nabo til den efterladte fabrik Fønix Staalindustri, som ligger ved Aarslev. Han ville ønske, at ejeren rev ejendommen ned, men det er ikke så ligetil.
Foto: Kristian Wraae


Karsten Thorsen bakkes om af Yvonne Koch, som er formand for Søllinge Lokalråd.

- Vi har haft henvendt os til kommunen, og jeg taler jævnligt med formanden for Miljø- og teknikudvalget om sagen. Fabrikken skæmmer området, og den er farlig for de unge mennesker, som går ind i den, siger Yvonne Koch.   

Der findes en såkaldt nedrivningspulje, hvor man som ejer kan søge om økonomisk hjælp til nedrivning af udtjente bygninger. Tilskuddet skal søges i kommunen, hvor den pågældende ejendom ligger.

For at puljen kan komme i spil kræver det dog som minimum, at der rent faktisk er en ejer - og at vedkommende har lyst til selv at bidrage til at rive sin ejendom ned. 

- Det er ikke mig i hvert fald

Men det har ejeren af Fønix Staalindustri angiveligt ikke. Ifølge Karsten Thorsen har naboerne gentagne gange forsøgt at kontakte både ejeren og kommunen for at finde en løsning.

Vi forsøger også at kontakte ejeren Finn. 

Vi ringer på det telefonnummer, naboerne plejer at benytte. Desuden har vi har tjekket telefonnummeret. Det står som kontaktoplysning til et selskab i Kerteminde, som altså er datterselskab til det selskab, der ejer Fønix Staalindustri-ejendommen. Begge selskabers ejer bor i Flensborg i Tyskland. Det fremgår af CVR-registret.

Men da vi får fat i ham, afviser han, at han er den person, vi søger efter - inden vi overhovedet får fortalt ham, hvad det drejer sig om.

- Jeg kender ikke... Det er ikke mig i hvert fald.

- Hedder du ikke Finn?

- Næ. 

Samtalen blev overhørt af naboen Karsten Thorsen, som har talt med Finn flere gange, og han er ikke i tvivl.

- Var det ham?

- Det var det. Den stemme kan man ikke glemme sådan lige. Så det var Finn, du snakkede med. 

Da TV 2 Fyn efterfølgende ringer ham op, tager han ikke telefonen.

- Kan du have det godt, min ven?

Nogle dage senere forsøger vi at kontakte Finn igen.

- Hej Finn, jeg ringer til dig for at tale med dig om det gamle Fønix Staalindustri.

Finn, som vi af hensyn til hans privatliv, kun omtaler med fornavn, er ikke meget for at bekræfte sit navn.

Han svarer:

- Fønix Staalindustri, det eksisterer overhovedet ikke mere.

Men det er dig, der ejer ejendommen, ikke?

- Kan du have det godt, min ven.

Herefter bliver røret lagt på.

Yvonne Koch forstår ikke, hvorfor stålfabrikkens ejer ikke vil være med til at rive ejendommen ned.

- Man siger, at ejendomsretten er ukrænkelig, og vi kan jo ikke tvinge ham til at rive fabrikken ned. Men omvendt så synes jeg, han krænker vores andres ejendomsret ved ikke at vedligeholde sin ejendom, siger Yvonne Koch.  

Oversigt

    Oversigt