Planteskole fyrer medarbejdere efter lønstrid

Ti medarbejdere er blevet fyret fra Møllegårdens Planteskole efter konflikt med fagforbundet 3F om betaling af udenlandske medarbejdere.

Opdatering
Clock13. dec 2019, kl. 15:03
Artiklen er opdateret med kommentar fra indehaver af Møllegårdens Planteskole, Lars P. Strarup.

Efter en måned med demonstrationer, bøde og blokade er ti medarbejdere på Møllegårdens Planteskole blevet fyret.

Det meddeler fagforbundet 3F, som 12. gennemførte den første demonstration mod planteskolen med mål om at få dem til at droppe samarbejdet med en underleverandør, som underbetaler medarbejderne.

Siden oktober har 3F været i faglig konflikt med tre firmaer, der på skift har haft en entrepriseaftale med Møllegårdens Planteskole. 

- Jeg har allerede fået flere henvendelser fra flere af medarbejderne, som er chokerede. De møder ind, bliver kaldt sammen og får at vide, at de skal tage hjem, siger Hanne Pedersen, der er faglig sekretær i 3F Østfyn.

Ifølge 3F har medarbejderne fået mellem 70 og 80 kroner i timen i stedet for de 143 kroner, fagforbundet mener, de burde få. De har alle sammen været ansat i vikarbureauer under det polskejede PF Gruppen, som ifølge 3F er kendt for at levere underbetalte, udenlandske medarbejdere til danske gartnerier. 

- Nu har medarbejderne fået at vide, at de ikke vil få job gennem PF Gruppen fremover, siger faglig sekretær Hanne Pedersen. 

Konsekvens af sympatikonflikt 

Lars P. Strarup, der ejer Møllegårdens Planteskole, udtaler i en skriftlig kommentar til TV 2/Fyn, at man har opsagt samarbejdet med PF Gruppen som konsekvens af 3Fs sympatikonflikt. 

- Det betyder, at vi i dag har sagt farvel til alle entreprenørens ansatte. Det er selvfølgelig et vemodigt farvel, da vi har været glade for de opgaver de har løst for os, samt generelt været glade for vores samarbejde med entreprenøren, siger Lars P. Strarup. 

Han meddeler, at han har været i dialog med Hanne Pedersen fra 3F Østfyn, som har lovet at hjælpe med at skaffe danske statsborgere til foråret, hvis Møllegårdens Planteskole ønsker det. 

Derudover har han ingen kommentarer.

Må tage hjem til Polen 

Selvom ti medarbejdere nu er nødt til at tage tilbage til Polen efter at have mistet deres arbejde på Møllegårdens Planteskole, beskriver Hanne Pedersen sagen som en stor sejr. 3F har ad flere omgange været i konflikt med underleverandørfimaer i PF Gruppen. 

- Det er jeg rigtig glad ved. Det skal også siges, at der ikke var konflikt mod Egen Aps, men det er en del af PF Gruppen, siger Hanne Pedersen.

Hun fortæller, at hun i perioder har oplevet dialogen med Lars P. Strarup som god og konstruktiv, og at der har været flere gode møder. Fagforbundet vil gerne hjælpe planteskolen via deres jobordning fremover, bekræfter hun. 

Oversigt

    Oversigt