I det fynske folks tjeneste

3F om forhold på fynsk gartneri: - Medarbejdere føler sig udnyttet

Møllegårdens Planteskoles udenlandske medarbejdere får stadig kun det halve af, hvad de burde. Det siger fagforbundet 3F, der onsdag igen demonstrerede foran gartneriet.

00:37

Det var ikke en blokade, men en såkaldt synlighedsdemonstration, 3F's medlemmer havde arrangeret foran Møllegårdens Planteskole onsdag morgen. Video: Ole Holbech

Medlemmer af fagforbundet 3F tog onsdag morgen endnu en gang opstilling foran Møllegårdens Planteskole i en såkaldt synlighedsdemonstration.

Grunden er, at de polske medarbejdere på gartneriet ifølge fagforbundet kun får det halve af den overenskomstmæssige løn. 

- Problemet er jo, at de får 70-85 kroner i timen. Det ødelægger den danske model, at man går ud og laver en så grov løndumping. Det vil vi ikke være med til, siger Hanne Pedersen, der er faglig sekretær i 3F Østfyn. 

Læs også Efter sag om løndumping: 3F forfølger bagmands firmaer

Det er ikke gartneriet, men forskellige vikarbureauer, som er en del af den polskejede virksomhed PF Gruppen, som betaler medarbejdernes løn.

Ifølge 3F oprettes et nyt cvr-nummer i PF Gruppen, hver gang et andet bliver konfliktramt.  

- Det er en kamp, men vi kæmper videre og stopper ikke. Vi vil simpelthen ikke finde os i, at de ødelægger vores danske model, siger Hanne Pedersen.

Da 3F i november valgte at konflikte mod vikarbureauet, opsagde gartneriet kontrakten med 2TL IVS, der er et af vikarbureauerne. Men ifølge 3F har man i stedet indgået en tilsvarende aftale med et lignende vikarbureau under PF Gruppen. 

Chokerede medarbejdere

Ifølge 3F burde lønnen for de polske arbejdere være 143 kroner i timen.

Møllegårdens Planteskole har tidligere været medlem af arbejdsgiverforeningen GLS-A og er stadig omfattet af den overenskomst, der er indgået med 3F.

De polske medarbejdere på Møllegårdens Planteskole har ifølge 3F reelt set været ansat der i mange år. 

Læs også Vikarballade: 3F går i konflikt med fynsk planteskole

- De er jo chokeret efter, vi har fået kontakten med dem, og de har fået at vide, hvordan de skulle have været aflønnet. Det kommer jo helt bag på dem, siger Hanne Pedersen.  

- Faktisk føler de sig rigtig meget udnyttet nu. Lidt misbrugt af de folk, men de tør ikke stå frem.

Intet svar fra gartneri

De andre gange har de ikke dukket op og har ikke været villige til dialog. Der vil gå en periode, og så vil vi sikkert være her endnu en gang. Det er desværre tendensen. Men vi stopper ikke, vi bliver ved

Hanne Pedersen, faglig sekretær, 3F Østfyn

Møllegårdens Planteskoles ejer, Lars Starup, udtalte i midten af november til TV 2/Fyn, at han havde rettet ind efter 3F's ønsker og opsagt kontrakten med 2TL IVS. 

Men det har ifølge 3F ikke ændret noget, og fagforbundet oplever nu, at det er svært at komme i kontakt med Møllegårdens Planteskole. 

- De andre gange har de ikke dukket op og har ikke været villige til dialog. Der vil gå en periode, og så vil vi sikkert være her endnu en gang. Det er desværre tendensen. Men vi stopper ikke. Vi bliver ved, siger faglige sekretær Hanne Pedersen. 

TV 2/Fyn har kontaktet ejeren af Møllegårdens Planteskole, Lars P. Strarup, med tilbud om et interview, men han har ikke reageret på henvendelsen.

Læs også Glæde over bredbåndspulje: - Der er stadig et kæmpestort behov