Stjernenavne i nyt band: Spiller årets eneste koncert på Midtfyns Festival

Et interessant og efter danske standarder stjernebesat navn er kommet på plakaten til årets Midtfyns Festival.

Der er tale om et lidt af et scoop, når Midtfyns Festivalen til september får besøg af det musikalske kollektiv Nymalet. Koncerten i Ringe er den eneste, som det relativt nye, men ganske stjernebesatte band kommer til at spille i år.

- Det er helt fantastisk at vi som de eneste kan præsentere Nymalet i år, siger festivalleder, Kim Skovby Klindt. 

- Ikke mindst fordi Nymalet repræsenterer lige præcis de tanker, vi havde om festivalens musikprofil, da vi startede på at udvikle den nye Midtfyns Festival. Vi havde en drøm om, at musikere skulle mødes på tværs af genrer og musikalsk baggrund, og skabe noget nyt sammen, og det er den oplevelse, vi nu kan give vores publikum med Nymalet, siger festivallederen.

Det musikalske joint venture består blandt andet af Magtens Korridorer-forsanger Johan Olsen, Kashmir trommeslager Asger Techau og Katinka Bjerregaard, der er frontkvinde i bandet, som bærer hendes eget navn, Katinka.

Plade på vej

Nymalet blev egentlig skabt som et post-corona-projekt, som med koncerter skulle fejre et 2021 uden håndsprit og restriktioner, men pandemien fortsatte længere end forventet. 

Derfor måtte gruppen lære at arbejde på en måde, som ingen af dem havde prøvet før.

Det blev til fire numre skrevet over tre weekender og i sidste ende til en ep, som forventes at udkomme i juni. Ep’en har medlemmerne skrevet, komponeret, indspillet, sunget og produceret ‒ alt sammen i fællesskab. 

Konstellationen viser, at syv ambitiøse, musikalske egoer sagtens kan arbejde sammen, og at musikere ikke kun er konkurrenter i branchen, men også kolleger og venner.

Udover Johan Olsen, Katinka Bjerregaard og Asger Techau består Nymalet af Christian Hjelm (solist og Figurines), Torben Guldager og Trine Jørck (Jørck), samt Daniel Buchwald (Kúlu, fotograf og musikvideoskaber)

Midtfyns Festival 2021 finder sted den 3. og 4. september på Dyrskuepladsen i Ringe. 

Oversigt

    Oversigt