Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Den amerikanske it-gigant åbnede dørene torsdag formiddag. Centret skulle først have åbnet i 2020.
Facebooks nye datacenter i Odense åbnede torsdag formiddag. Det skulle oprindeligt først have åbnet i 2020, men torsdag klokken ti åbnede den amerikanske it-gigant dørene for første gang.
Facebook lover: Datacenter bliver 100 procent CO2-neutralt
Datacenter åbner før tid. Facebook vil gøre det CO2-neutralt, men får kritik for at kompensere med norsk vind.
Med løfter om CO2-neutralitet åbner Facebook torsdag nyt datacenter i Odense. Det skulle åbne i løbet af 2020, men allerede torsdag står tre af otte serverhaller klar.
Datacenteret kommer til at bruge en stor mængde el. Det skal ifølge Facebook udlignes med en vindmøllepark i Norge.
- Vi skal tilføje minimum samme kapacitet, som vi trækker ud, siger Peter Münster, kommunikationschef for Facebook i Norden.
Datacenteret vil sammen med fem andre planlagte centre ifølge Politiken stå for 17 procent af det samlede danske elforbrug.
Facebook vil kompensere for datacenteret i Odense dels ved at bruge vindkraft fra en vindmøllepark i Norge.
- Det er vigtigt for os, at vores fodaftryk er så lille som muligt. Vi har meldt klart ud, at vi på tværs af datacentre skal være 100 procent CO2-neutrale fra og med 2020, siger Peter Münster.
Vindmølleparken i Bjerkreim i Norge kommer til at producere 294 MW. Parken skal både kompensere for forbruget i Facebooks svenske datacenter i Luleå og det nye datacenter i Odense.
De norske vindmøller producerer indtil videre ikke strøm til elnettet, der når Danmark. Det er heller ikke alle vindmøller, der er sat op endnu, forklarer den kommunikationschefen for Facebook i Norden.
- De første vindmøller er begyndt at snurre og producere energi. De kommer online på nettet i løbet af de kommende måneder, siger Peter Münster.
Det har dog mødt kritik, at vindmølleparken er placeret i Norge og ikke i Danmark, hvor strømmen til det nye datacenter tages fra.
Vindenergien tæller nemlig kun med i det norske klimaregnskab og ikke det danske, fortæller Poul Erik Morthorst til Politiken. Han er professor på DTU og medlem af Klimarådet.
Det er dog mindre relevant for Facebook.
- For os er det ikke vigtigt, om strømmen kommer fra det land, datacentret ligger i.
- Derimod er det vigtigt for os, at den ekstra vedvarende energi, vi tilføjer, kommer ind i det samme elnet, siger Facebooks energidirektør Bobby Hollis til Politiken.
Facebook markerer åbningen med en rundvisning torsdag klokken ti. Her vil blandt andre klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) og Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), deltage.
Det er i første omgang kun en del af datacentret, der åbner.
I den forbindelse har Facebook afholdt en pressekonference sammen med lokale samarbejdspartnere, hvorefter der vil være rundvisning på selve datacenteret samt en rundvisning af Fjernvarme Fyns fjernvarmeanlæg, som kommer til at ligge i forlængelse af datacentret.
55.000 kvadratmeter
Det var i januar 2017, at Facebook i samarbejde med Odense Kommune kunne fortælle, at der var planer om et 55.000 kvadratmeter stort datacenter i Tietgenbyen, som skulle køre på 100 procent vedvarende energi.
Det har været sparsomt med oplysninger fra Facebooks side om, hvorfor de er nået tidligere i mål end først antaget. Men kommunikationschef for Facebook i Norden Peter Münster forsikrer, at spørgsmål som disse bliver besvaret på åbningsdagen.
Til åbningsdagen deltager klimaminister Dan Jørgensen (S), Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), og administrerende direktør for Fjernevarme Fyn Jan Strømvig.
Internettet skal have et sted at bo
Ifølge kommunikationschefen kommer der det nye datacenter til at huse en bred sammensætning af ansatte.
- Vi har jo brug for nogle specialiserede ingeniører, som kan vedligholde datacentret. Det er en meget avanceret it-infrastruktur, så der er det klart, man skal have en relevant baggrund. Men der skal også være nogen, der står for, at der er noget at spise, og at der er rent og pænt, og at nogen tager ordentlig imod folk, når de ankommer, siger han.
Det nye datacenter indeholder en kæmpe mængde servere, som opbevarer blandt andet de mange beskeder, facebookbrugere sender til hinanden.
- Internettet skal jo bo et sted. Vores apps og services skal bo et sted, og det er dem, vi lægger hus til, når vi bygger sådan et datacenter, siger Peter Münster.
Korte videoer