300.000 skal snart kunne vaccineres imod corona om ugen

Allerede fra næste uge er det forventningen, at tæt på 300.000 borgere kan vaccineres imod covid-19.

Flere danskere skal hurtigere kunne få deres første, andet eller tredje stik med vaccine imod covid-19.

Derfor skruer alle regioner nu op for vaccinationskapaciteten. Det oplyses i en pressemeddelelse fra Sundhedsministeriet.

Målsætningen er, at 300.000 borgere nu skal vaccineres om ugen. Allerede fra næste uge forventes regionerne at nærme sig en kapacitet på 300.000.

- Vi opskalerer vaccinationskapaciteten, så vi snart kan vaccinere 300.000 danskere om ugen, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

- Effektiv vaccination og revaccination af danskerne er det vigtigste værktøj i vores epidemiindsats lige nu, og vi ved, at vaccinen beskytter mod infektion og alvorlige sygdomsforløb.

- Regionerne har oplyst, at de nu opjusterer deres vaccinationskapacitet, og det betyder, at danskerne hurtigere kan få deres 1., 2. eller 3. stik, siger han i pressemeddelelsen.

Ti procent har fået tredje stik

Siden 30. august har det været muligt at få et tredje stik imod covid-19. Det er det, der også kaldes en revaccination.

Indtil videre er 598.231 borgere revaccineret, svarende til 10,2 procent af befolkningen. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

I sidste uge blev 123.517 personer revaccineret. Samtidig blev 450.000 borgere indkaldt til deres tredje stik.

Derfor kan der ifølge Sundhedsministeriet også i en kortere periode forventes en smule ventetid, indtil vaccinationsstederne har fået opbygget den fornødne kapacitet.

I øjeblikket inviteres primært personer over 65 år, sundhedspersonale og personer i særlig øget risiko til at få et tredje vaccinestik.

Sundhedsstyrelsen har tidligere i november fortalt, at den i starten af december vil komme med en plan for revaccination af alle voksne i Danmark.

Aktuelt planlægges der efter, at alle over 18 år, der måtte ønske det, skal revaccineres imod covid-19.