Absalonsen anerkender mentale problemer

OB's Johan Absalonsen var skuffet over endnu et nederlag og peger på mentale problemer som en del af forklaringen.

OB løb ind i endnu et nederlag, da Sønderjyske kunne tage fra Odense med en 2-1-sejr.

Fynboerne viste ellers i perioder gode takter, men ifølge kantspilleren Johan Absalonsen mangler holdet selvtillid til at afgøre kampene.

- Vi styrer egentlig kampen og skaber de fleste chancer. Men det er Sønderjyske, der er skarpe, mens vi er uskarpe.

- Vi har hakket lidt i motoren i efteråret og selvtilliden har lidt et knæk. Vi kæmper ellers røven ud af bukserne i dag, men vi mangler lige den sidste selvtillid, mener Absalonsen.

Venstrekantspilleren så ellers spillemæssig fremgang mod Sønderjyske efter et par store nederlag til Young Boys og FC København.

- Vi spillede egentlig fint og har bolden meget, men vi er i en situation lige nu, hvor vi har svært ved at komme tilbage, siger Absalonsen.

Han vurderer, at OB mangler noget på det mentale plan.

- Når det går dårligt, tænker du for meget over tingene, og så går det sjældent godt. Mentalt har vi noget at arbejde med. Vi er jo ikke blevet dårlige fodboldspillere siden sidste år, hvor vi stort set havde samme hold, siger Johan Absalonsen.

Oversigt

    Oversigt