Aftale indgået om erstatning til minkavlere

Socialdemokratiet, SF, De Radikale, Venstre og Liberal Alliance har indgået en aftale om erstatning til danske minkavlere. Aftalen er landet på mellem 15,5 og 18,7 milliarder kroner.

Mandag aften er der landet en aftale om erstatning til de danske minkavlere på mellem 15,5 og 18,7 milliarder kroner. Aftalen er indgået mellem regeringen, SF, De Radikale, Venstre og Liberale Alliance.

Forhandlingerne har handlet om udbetalingen af en såkaldt tempobonus for de avlere, der slog deres mink ned hurtigt.

Derudover er der også blevet forhandlet om erstatning til minkavlerne for de aflivede mink og for de destruerede skind.

Fungerende finansminister Morten Bødskov (S) præsenterer mandag aften aftalen sammen med de partier, som er med.

Kompensationen vil blandt andet dække tabt fremtidig indtjening, tab af de skind, som skulle have været solgt i år samt dækning til udgifter af nedrivninger af bygninger.

Også de erhverv, som er indirekte berørt, bliver kompenseret. Det er for eksempel pelserier, auktionshuse og foderproducenter, der ligeledes får kompensation.

- Jeg er meget glad for, at den her aftale endelig er indgået, lyder det fra Morten Bødskov (S).

Fire partier udenfor

Også formand for Venstre Jakob Ellemann-Jensen er glad for, at aftalen er faldet på plads.

- Det her er en vigtig aftale, for der står rigtig mange mennesker og familier og venter på en afklaring. Vi var verdens bedste til det her. Og derfor har det taget tid, siger Ellemann.

Minkaftalen

De Konservative, Alternativet, Dansk Folkeparti og Enhedslisten har alle meldt ud, at de ikke er med i aftalen.

Statsminister Mette Frederiksen sagde på et pressemøde 4. november 2020, at alle danske mink skulle aflives.

Oversigt

    Oversigt