I det fynske folks tjeneste

Alt optaget: Fynske højskoler populære som aldrig før

Højskoleophold er voldsomt eftertragtede i år, og en rundspørge blandt fynske højskoler viser, at unge og voksne søger fællesskabet i højere grad end tidligere.

00:26

Volleytimen er i fuld gang på Oure Højskole. Her startede efterårssemesteret i søndags med 130 elever. Video: Ken Petersen

Flere fynske højskoler er i år fyldt op og har måttet benytte sig af ventelister. Aldrig før har det været så populært at tage på højskole.

TV 2 Fyn har i en rundspørge talt med seks fynske højskoler, der alle har oplevet en markant stigning i antallet af ansøgere og elever forud for efterårets hold.

Læs også Efterskole og højskole genopstår: - Jeg får brug for en masse hjælp

- Det er normalt, at vi på et hold har 35 til 40 elever, men i år har vi alle senge fyldt. Det betyder, at vi har 47 elever og en venteliste. Noget, som vi aldrig har prøvet før, fortæller Jeppe Sand, leder på Ryslinge Højskole.

Når der er krise, søger man fællesskabet, og fællesskabet er på højskolerne.

Leder på Ryslinge Højskole, Jeppe Sand

Blandt de fynske højskoler er der ingen tvivl om, at den store interesse for et højskoleophold er en effekt af især coronakrisen.

- Jeg kunne forestille mig, at der er rigtig mange unge, der har sparet penge sammen til at skulle ud og rejse, og det kan de jo ikke nu. Derfor tror jeg, at de bruger pengene på et højskoleophold i stedet for, siger kontorassistent på Ollerup Højskole, Hanne Vangsgaard.

Når corona samler

På Ryslinge højskole er leder Jeppe Sand overbevist om, at coronakrisen har medført et større behov for fællesskabsfølelse.

Antal elever før og efter Corona

Nordfyns Højskole:

Før corona: 45 elever

Efter corona: 65 elever

 

Ollerup Højskole:

Før corona: 157 elever

Efter corona: 196 elever

 

Oure Højskole:

Før corona: 110 elever

Efter corona: 130 elever

 

Ryslinge Højskole:

Før corona: 35 elever

Efter corona: 47 elever

 

Kunsthøjskolen Ærø:

Samme antal elever, men måtte melde fuldt booket hurtigere end før.

 

Rundspørgen indbefattede alle de fynske højskoler. Brenderup Højskole havde dog ikke tid til at medvirke.

- Når der er krise, søger man fællesskabet, og fællesskabet er på højskolerne, siger Jeppe Sand.

Også på landets mindste højskole, Kunsthøjskolen Ærø, har de mærket den stigende interesse.

- Fordi vi er så lille en højskole, plejer vi altid at få udsolgt, men aldrig så hurtigt som vi har gjort det i år. Jeg har været nødt til at sige nej til mange interesserede, fortæller Susan Hinnum, forstander på Kunsthøjskolen Ærø.

Hit med højskolesangbogen

Det er ikke kun ophold på de danske højskoler, der oplever en markant stigning i interesse - også højskolesangbogen hitter som aldrig før.

Under coronakrisen har højskolesangbogen for første gang ligget på bestsellerlisten.

Under lockdown i foråret var danskerne sammen på afstand, og med fællessang på højskolemanér holdt man liv i fællesskabsfølelsen trods forsamlingsforbuddet.

- Se bare på initiativet med fællessang på tv, siger højskoleleder Jeppe Sand.

Nu hvor restriktionerne er blevet lempet, søger flere det fysiske fællesskab, der findes på højskolesangbogens hjemstavn, altså højskolerne.

Læs også Lykke på højskolerne: - Vi er klar til at give den gas