Arrangør efter debut på kæmpemesse: - Der skal luges ud i nogle børnesygdomme

Der skal luges ud nogle børnesygdomme, men godsejer Catharina Reventlow-Mourier satser på, at den store udendørsmesse Brahetrolleborg Game Fair vender styrket tilbage i 2021.

I denne weekend er der for første gang blevet afholdt en såkaldt Game Fair på Brahetrolleborg Gods på Sydfyn.

Godsejer og messeleder Catharina Reventlow-Mourier er tilfreds med debuten, men mener dog, der er nogle børnesygdomme at rydde ud i til næste gang. 

- Listen er lang, men jeg synes, vi har prøvet at løse det, vi kunne nu og her, og resten tager vi med til den næste messe, siger hun til TV 2/Fyn. 

Game Fair er et engelsk koncept, der i mange år har været dyrket på store engelske godser, hvor folk der har en passion for jagt, fiskeri og udendørsliv kan mødes om det, de går op i.  

I weekenden har op mod 17.000 mennesker besøgt Brahetrolleborg, hvor programmet har stået på alt fra opvisning i bueskydning fra hesteryg til foredrag om fisketeknik. 

Idéen opstod for to år siden

Tilbage i 2017 fik Catharina Reventlow-Mourier en henvendelse fra en gruppe importører af forskelligt jagt- og fiskeriudstyr. Gruppen efterspurgte en messe i autentiske rammer, hvor folk der går op i jagt og fiskeri kunne samles. 

- Så kom vi til at sige ja, siger hun. 

Siden har en messekomite arbejdet på at stable messen på benene, ligesom frivillige fra lokalområdet har hjulpet til, og de seneste tre dage har de kunnet se frugten af deres arbejde. 

- Vi er ovenud lykkelige for den store opbakning, vi har fået fra publikum, udstillere og folk, der skal holde foredrag og shows. 

Danmarks største game fair

Det er første år, den stort anlagte messe bliver afholdt, og allerede nu er den Danmarks største af sin slags. Catharina Reventlow-Mourier medgiver, at det er et stort projekt at løbet igang økonomisk. 

- Det er et kæmpestort projekt at løbe i gang - også økonomisk. Vi har haft nogle rigtig velvillige sponsorer, og vi har et samarbejde med kommunen. Det er vi meget taknemmelige for. 

Faaborg-Midtfyn Kommune har støtte projektet med 275.000 kroner. 

- Det er jo selvfølgelig noget, hvor vi skal se, om det bliver levedygtigt over tid. Vi har brugt en masse kræfter og en masse penge her i år ét, og vi har nogle børnesygdomme, vi skal rydde ud i, siger hun og fortsætter.

- Vi skal selvfølgelig have noget feedback fra både besøgende og vores udstillere og alle vores fantastiske frivillige på, hvordan vi kan trimme det til år to.

Hvis man er til rifler, fiskestænger og vilde dyr, var Brahetrolleborg Gods det oplagte sted at være i denne weekend. Godset har nemlig dannet ramme for Danmarks hidtil største outdoormesse.

 

Oversigt

    Oversigt