Børn tæsker hinanden på fynsk skole - ekspert advarer mod "sygt digitalt miljø"

Ulovlige billeder og videoer af børn og unge deles i grupper på de sociale medier. Det har fået Børns Vilkår til at anmelde dem til Fyns Politi.

Intime billeder, vold, slåskampe og våben. Det er blot nogle af de ting, videoer viser i en såkaldt Telegram-chatgruppe.

Igennem en Instagram-profil, der jævnligt skifter navn, kan man via et link klikke sig videre til den ovennævnte Telegram-chat, der er fyldt med videoer og billeder, der kan være strafbare.

Fyns Politi har på deres Facebook-side delt et opråb til forældre om disse sladdergrupper. De opfordrer til, at man snakker med sine børn og unge om, hvad man ser på, deler og er en del af. 

Nem adgang til strafbart indhold

Med to klik har TV 2 Fyn kunne oprette en profil på mediet Telegram. Man skal blot oplyse sit telefonnummer, hvorefter man får tilsendt en kode, man skal indtaste. Derefter kan man komme ind i den lange chathistorik med billeder og voldsomme videoer.

Her kan man blandt andet se unge mennesker - med deres fulde navn - der bliver udsat for vold, pigers intime billeder og unge der er i besiddelse af våben.

Flere af videoerne viser unge, der udøver vold mod hinanden. En video af en gruppe drenge på en skole på Fyn, der er i slåskamp mod hinanden, er også blevet uploadet til chatten. Og det er ikke et engangstilfælde. Pigerne tæsker også hinanden. 

Dette er en screenshot fra en video, hvor flere personer sidder i en bil med våben på skødet.
Dette er en screenshot fra en video, hvor flere personer sidder i en bil med våben på skødet.

- Det taler ind i den digitale kultur, vi ser, hvor der mange steder er meget få restriktioner og ganske lidt moderation af indhold, hvor du stort set kan dele alt, indtil det visse steder bliver fjernet, siger Kathrine Elmose Jørgensen, der er digital medieekspert hos Børns Vilkår.

I grupperne kan man også købe og sælge puffbars samt sælge sin verificerede NEM-id-konto på DBA, hvis man har sådan en, for 1500 kroner.

- Det er grundlæggende et fællesskab, der er gået i stykker, som ikke er trygt, hvor børn og unge begynder at skabe alliancer på kryds og tværs, hvor nogle bliver udstillet og nedgjort, siger Kathrine Elmose Jørgensen.

Hos Børns Vilkår oplever de, at grupperne popper op igen og igen med nye navne, så platformene gør langt fra nok for at fjerne indholdet. 

Derfor bringer TV 2 Fyn billederne

Lav moral i digitalt miljø

Såkaldte sladdergrupper er ikke et nyt fænomen på de sociale medier, men det er blevet taget til ekstremer. 

Børns Vilkår fortæller, at man fra andre ’billededelingsmiljøer’ ved, at de personer, der deler sådant indhold, opnår en vis form for status. Der er social valuta forbundet med det, og det kan være det samme, der er på spil i Telegram-grupperne.

- Det er et sygt digitalt miljø, vi er ramlet ned i. Der er en lav moral i de her grupper, når man på den måde profiterer på at efterspørge nøgenbilleder af andre, uden at der er givet samtykke eller videredele videoer af overfald, siger Kathrine Elmose Jørgensen fra Børns Vilkår.

I gruppen reklamerer de også med et tilbud på billeder og videoer af ovenstående karakter.
I gruppen reklamerer de også med et tilbud på billeder og videoer af ovenstående karakter.

For de børn eller unge der oplever at få delt billeder eller videoer, der ikke var tiltænkt at være til offentligheden, er konsekvenser ekstreme. 

- Jo mere man ser af det her indhold, jo mere bliver det for nogen temmelig hurtigt normaliseret. Bliver det normen, kan man selv begynde at tappe ind i aktiviteten, siger Kathrine Elmose Jørgensen.

- Vi ved, at digital mobning og digitale krænkelser kan have store konsekvenser både socialt og psykisk. Det kan være i form af angst, ensomhed, lavere selvværd, nedtrykthed, og at man lukker om sig selv. Måske undlader man at komme i skole og trækker sig fra den sociale kontakt, og bliver bange for hvor det her indhold i øvrigt er blevet delt, tilføjer hun.

Børns Vilkår har modtaget opkald fra flere unge, der har set indholdet, og de har siden anmeldt grupperne til Fyns Politi. 

Har du oplevet noget lignende?

Grupperne nedlægges - men genopstår endnu hurtigere

Fyns Politi bekræfter, at de har modtaget anmeldelserne fra Børns Vilkår og tips vedrørende sladder-grupperne.

Ligesom Børns Vilkår oplever Fyns Politi også, at grupperne sommetider bliver lukket, men at de også genopstår meget hurtigt. Det forklarer de med, at når børn og unge, og måske også endda voksne, bliver ved med at følge profilerne, og måske også indsender materiale til dem, så vil de blive ved med at eksistere. 

Hos Fyns Politi understreger de, at de både arbejder i et forebyggelsesspor og et efterforskningsspor. 

"I forhold til forebyggelse har vi et godt samarbejde med kommunerne og SSP, og rådgiver her igennem skoler og forældre om blandt andet børn og unges risikoadfærd på nettet. Når vi får en konkret henvendelse om en konkret profil eller opslag på en ”sladder-profil”, så efterforsker vi sagen. Alt efter den konkrete sags karakter, kan Fyns Politi tage skridt i forhold til at få en profil lukket", skriver Fyns Politi i et skriftligt svar til TV 2 Fyn.

Når man deler indhold af den karakter, der er beskrevet i artiklen, kan man komme i konflikt med reglerne i databeskyttelsesforordningen, databeskyttelsesloven og straffeloven. Det gælder ikke kun de personer, der opretter grupperne, men også de personer, der videredeler billeder.

Videregiver man uberettiget meddelelser eller billeder om en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende, kan det være strafbart, oplyser Fyns Politi.

De gode råd fra Børns Vilkår

Oversigt

    Oversigt